Barcelona udbygger føring med sejr i udsat kamp
Barcelona vandt torsdag 3-0 hjemme over Osasuna i La Liga. Torres, Olmo og Lewandowski scorede.
FC Barcelona udbygger sin føring i toppen af La Liga.Torsdag aften slog catalonierne et hul på tre point ned til Real Madrid på andenpladsen, da Barcelona vandt den udsatte hjemmekamp mod Osasuna med 3-0.
Dermed har holdet vundet otte ligakampe i træk og sikret sig et gunstigt udgangspunkt inden de sidste ti spillerunder.
Opgøret skulle være spillet 8. marts, men Barcelona-klublægen Carles Miñarro Garcias pludselige dødsfald medførte, at opgøret blev udsat kort før kampstart.
Udsættelsen til en torsdag aften i kølvandet på en landsholdstermin har ikke behaget nogen af klubberne.
Barcelona måtte eksempelvis se bort fra den brasilianske stjerne Raphinha, fordi han så sent som natten til onsdag europæisk tid var i aktion for Brasilien i den sydamerikanske VM-kvalifikation.
Holdet klarede sig dog fint uden brasilianeren - og en fortsat skadet Andreas Christensen - for kampen forløb stort set som planlagt for Barcelona.
Hjemmeholdet tog føringen allerede efter ti minutters spil, da Alejandro Balde smækkede et indlæg ind mod Ferran Torres, som med lidt held fik bugseret sin ottende ligascoring i kassen i denne sæson.
Syv minutter senere fik Barcelona så tilkendt et straffespark, da Osasuna-målmand Sergio Herrera nedlagde Dani Olmo. Keeperen fik revanche, da han læste Olmos spark og dykkede ned til sin højre side og parerede bolden.
Desværre for Herrera havnede returbolden hos en Osasuna-spiller, der havde bevæget sig ind i feltet før straffesparket, og derfor blev der dømt omspark. Anden gang var Olmo sikker, 2-0.
Selv om der resterede tre fjerdedele af kampen, føltes den allerede afgjort. Barcelonas spillere gik et gear ned, mens gæsterne koncentrerede sig om ikke at få en øretæve.
Der blev da også kun scoret en enkelt gang i de resterende 70 minutter. Et kvarter før tid øgede indskiftede Robert Lewandowski på hovedstød til 3-0.
På søndag får Barcelona besøg af Girona.
/ritzau/