Barcelona-træner er afslappet efter årets første nederlag

16. APR 2025 • 09:12SPORT

Hans-Dieter Flick anerkender, at Dortmund pressede Barcelona, men ser ikke nederlaget som bekymrende.

Selv om FC Barcelona viste flere svaghedstegn, er der ingen grund til bekymring før den afgørende del af sæsonen, hvor tre titler jagtes.

Sådan lyder det fra den spanske storklubs cheftræner, tyskeren Hans-Dieter Flick, efter at hans mandskab tirsdag aften tabte 1-3 ude til Borussia Dortmund, men alligevel avancerede til Champions League-semifinalerne med samlet 5-3.

- Jeg er helt sikker på, at vi rejser os efter den præstation.

- Det er helt berettiget, at vi går videre, hvis man ser over begge kampe, siger tyskeren ifølge AFP uden antydning af at have været nervøs.

Der var ellers lige ved at komme spænding om udfaldet i Dortmund. Hjemmeholdet fik bolden i mål yderligere en gang i slutfasen, og var den scoring ikke blevet annulleret, kunne der være opstået nogle neglebidende minutter.

Flick anerkender Dortmunds stærke spil og pointerer, at det er en kamp, hans hold kan lære af.

Nederlaget var Barcelonas første siden december på tværs af alle turneringer.

- Dortmund gjorde livet meget svært for os, men det vigtigste var, at vi begrænsede skaderne og avancerede til semifinalerne alligevel. Dortmund har et virkelig stærkt hold, og de fik os til at lide, ligesom vi fik dem til at lide i sidste uge på vores hjemmebane.

- Vi kan lære meget af kampen, for den var virkelig vanskelig, siger Flick.

I semifinalerne skal Barcelona møde den samlede vinder af dobbeltopgøret mellem Bayern München og Inter. Her har italienerne overhånden med en 2-1-føring inden onsdagens returkamp i Milano.

Derudover er Barcelona også på jagt efter et spansk mesterskab. Klubben fører La Liga med fire point ned til Real Madrid inden de sidste syv spillerunder. De to rivaler mødes desuden i den spanske pokalfinale 26. april.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT