Astrup og Skaarup spiller sig videre i finsk titelforsvar

11. OKT 2024 • 19:15SPORT

I et tæt tredje sæt var Kim Astrup og Anders Skaarup skarpest og spillede sig i semifinalen i Arctic Open.

Danmarks bedste herredouble i badminton med Kim Astrup og Anders Skaarup vandt i 2023 den finske turnering Arctic Open, og makkerparret er godt på vej til at gentage den bedrift.

Fredag spillede den andenseedede danske double sig videre til semifinalen i Super 500-turneringen med en sejr i tre sæt, 21-12, 13-21, 21-19, over Yang Po-Hsuan og Jhe-Huei Lee fra Taiwan.

Dermed er Astrup og Skaarup også ved at få sig en god optakt til Denmark Open, der afvikles i den kommende uge i Odense.

I første sæt havde danskerne fuldstændig styr på det syvendeseedede par fra Taiwan. Den danske duo var i fuld kontrol og skabte hurtigt en føring på 11-5.

Po-Hsuan og Lee kom aldrig i nærheden af Astrup og Skaarup i første sæt, og danskerne udnyttede uden problemer den første sætbold.

Fra andet sæts begyndelse kom der andre boller på suppen.

Den taiwanske double justerede i taktikken, og med højt tempo og flere svipserver, der tog danskerne på sengen, kom Po-Hsuan og Lee foran 7-1.

Det formåede Astrup og Skaarup ikke at rejse sig fra. Danskerne kom på 7-10, men Po-Hsuan og Lee stod godt imod og afviste et dansk comeback.

Astrup og Skaarup genfandt i tredje sæt det gode spil fra kampens begyndelse.

Særligt en lang duel ved 2-0, der faldt ud i dansk favør, bragte danskerne oven på, og effektivt dansk spil skabte efterfølgende en 6-2-føring.

Det slog dog ikke taiwanerne ud, og Po-Hsuan og Lee fightede sig tilbage til 10-10 i sættet.

Tredje sæt bar i høj grad af, at de to par skiftedes til at have momentum. Fire danske point i træk blev besvaret med fem taiwanske point i træk til 17-17.

Da det spidsede til, viste danskerne dog kvaliteten. På den tredje matchbold lagde Astrup og Skaarup hårdt pres på Po-Hsuan og Lee, der til sidst sendte bolden i nettet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT