Asien vil kopiere Europas nyeste landsholdsturnering
De asiatiske nationer skal have deres egen Nations League for at give landsholdsvinduerne større værdi.
Landsholdsturneringen Nations League breder sig nu til Asien.Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC) oplyser i en pressemeddelelse, at man har planer om at starte en asiatisk udgave af turneringen i "den kommende periode".
- AFC Nations League vil blive et vigtigt skridt i udviklingen af vores 47 medlemsforbund, siger AFC's generalsekretær, Datuk Seri Windsor John, i en pressemeddelelse fra organisationen.
- Ved at indføre en struktureret turnering med klare sportslige incitamenter i Fifas landsholdsvinduer, vil vi sikre vedvarende adgang til kampe med høj kvalitet.
- Samtidig tager vi hånd om de logistiske og omkostningsrelaterede udfordringer, landsholdene møder, siger generalsekretæren.
Europa introducerede Nations League som alternativ landsholdsturnering i 2018. Formålet var at spille færre testkampe og flere kampe med sportslig betydning.
Turneringen har været en succes og bredte sig snart til Det Nord- og Mellemamerikanske Fodboldforbund (Concacaf).
Men Nations League har samtidig gjort det svært for nationer fra andre verdensdele at spille testkampe mod europæiske eller nordamerikanske lande, fordi de fleste landsholdsvinduer er optagede.
- En effektiv udnyttelse af landsholdsvinduerne er blevet sværere og sværere på grund af begrænset tilgængelighed af modstandere. Det mindsker ofte landskampenes sportslige værdi, lyder det i pressemeddelelsen.
AFC arrangerer den asiatiske pendant til EM, Asian Cup, hvert fjerde år. Næste udgave af den turnering skal afvikles i Saudi-Arabien i 2027. Det oplyses ikke, hvornår man forventer, at den nye Nations League skal begynde.
/ritzau/
