Anførervalg skulle pege ind i fremtiden for landsholdet

27. AUG 2024 • 10:48SPORT

Pierre-Emile Højbjerg kan spille på landsholdet mange år endnu og endte derfor med anførerbindet.

Det bliver 29-årige Pierre-Emile Højbjerg, der overtager det ledige anførerbind efter Simon Kjær.

Nyheden kom frem i forbindelse med tirsdagens trupudtagelse til de kommende landskampe, og her betonede midlertidig landstræner Lars Knudsen vigtigheden af, at en anfører skal kunne være med længe endnu.

- Pierre har gjort det virkelig godt og taget en stor lederrolle på landsholdet, og med Pierre peger det også fremad for vores anfører. En, som vi håber, kan være på landsholdet i mange år, siger han.

Under sommerens EM lå kaptajnrollen hos 37-årige Kasper Schmeichel, mens Kjær sad på bænken, men Knudsen ser i højere grad Højbjerg som fremtidens mand.

- Det er helt klart en af de ting, vi håber på med Pierre. Pierre har stor entusiasme og passion omkring landsholdet. Det har en som Kasper også, og vi har stadig Kasper og Christian Eriksen i vores viceanførergruppe.

- Det er to stærke personligheder med kæmpe erfaring, og de kommer til at støtte op omkring Pierre, så det er en stærk anførergruppe i det hele taget, siger han.

Før tirsdagens udmelding har Lars Knudsen og assistenten Daniel Agger fortalt både Højbjerg og Schmeichel om beslutningen.

Agger nåede selv at spille på landsholdet med Højbjerg som aktiv og kender alt til midtbanesliderens tilgang.

- Vi tror, at Pierre er en type, der kan vokse med opgaven. Han kan få en procent eller to mere i sit spil. Det er også vigtigt at kigge på.

- Pierre er en type, der hjælper andre og støtter de unge, der kommer ind i truppen. Han er velrespekteret, så det er en samlet pakke, siger den tidligere Liverpool-stopper.

Fra at tilbringe det meste af tiden som bænkevarmer i Tottenham i den forgangne sæson er Højbjerg kommet til franske Marseille, hvor han indtil videre har været fast mand.

- Det er måske ikke lige et klubskifte, der afgør det. Men hvis man ikke spiller, er det selvfølgelig uholdbart på den lange bane, siger Agger.

Højbjergs første opgave som anfører bliver næste uges Nations League-kampe mod Schweiz og Serbien.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT