Anderlecht køber Lucas Hey i FC Nordsjælland
Den 21-årige centrale forsvarsspiller Lucas Hey skifter fra FC Nordsjælland til belgiske Anderlecht.
FC Nordsjælland og Anderlecht er blevet enige om en aftale, der sender stopperen Lucas Hey til den belgiske topklub. Det oplyser FCN på sin hjemmeside.Salget af Lucas Hey betyder, at FCN har valgt at beholde forsvarsspilleren Tobias Salquist, der efter planen skulle have været udlejet i foråret.
Nu skal Tobias Salquist i stedet udfylde hullet efter Lucas Hey, så FCN råder over nok folk til defensiven. Salquist blev tidligere i januar hentet i MLS-klubben Chicago Fire.
Lucas Hey har i Anderlecht fået en aftale, der løber frem til sommeren 2029.
- Det er noget, jeg har arbejdet på længe, så det er selvfølgelig dejligt at få på plads. Da jeg skiftede til FC Nordsjælland, var det jo med drømmen om at tage det store skridt til udlandet.
- Selv om jeg måske ikke havde regnet med, at det ville gå så hurtigt, er jeg meget glad for den her mulighed, som jeg selvfølgelig ikke kunne sige nej til, siger Lucas Hey til klubbens hjemmeside.
Han kom til FCN fra Lyngby i sommeren 2023. Siden har han spillet 51 kampe og scoret 2 mål for Farum-klubben.
- Jeg har været gennem en udvikling i FC Nordsjælland, hvor jeg har udviklet mig personligt og lært en masse gode mennesker at kende.
- Samtidig har jeg taget nogle store skridt på banen - især i slutningen af efteråret - hvor både spillet med og uden bolden er blevet bedre, siger Lucas Hey.
I Anderlecht bliver Lucas Hey holdkammerat med landsmændene Kasper Dolberg, Anders Dreyer og Mads Kikkenborg.
/ritzau/