Ancelotti: Carvajals skade kan være alvorlig

6. OKT 2024 • 02:55SPORT

Dani Carvajal har pådraget sig en knæskade og blev båret grædende fra banen under opgør mod Villarreal.

Real Madrids Dani Carvajal har pådraget sig, hvad der ser ud til at være en alvorlig knæskade, da det forsvarende mesterhold lørdag aften slog Villarreal 2-0.

Det fortæller Real Madrid-træner Carlo Ancelotti på et pressemøde efter kampen.

- Det ser ud til at være en alvorlig knæskade. Os i omklædningsrummet er triste og bekymrede, siger han.

- Det er noget, der sker mange gange på grund af kampprogrammet, og det er sket for en spiller, der er meget vigtig for os.

Den italienske træner har tidligere klaget over Real Madrids intense kampprogram.

Den 32-årige Carvajal blev skadet i kampens overtid under en duel med Villareals midtbanespiller Yeremy Pino.

Carvajals knæ blev udsat for en unaturlig bevægelse, og det så alvorligt ud, da den spanske højreback grædende måtte bæres fra banen.

- Han er en central spiller for os på grund af hans erfaring og seriøsitet.

- Jeg har talt med ham, og han er trist, men der er ikke meget, vi kan gøre. Vi kommer til at se på den lægelige vurdering af ham med tanke på hans bedring.

- Lægen har fortalt os, at han skal have taget nogle prøver, men at der er tale om en knæskade, siger Ancelotti.

Carvajal, der seks gange har været med til at vinde Champions League, er en af Real Madrids nøglespillere.

Efter skaden blev han straks undersøgt af en læge, da skaden kan betyde, at den spanske højreback er ude resten af sæsonen, skriver spanske medier.

- Vi har Lucas Vazques, men nu er ikke det rette tidspunkt at tale om det. Vi må vente og se, og hvis skaden er alvorlig, må vi se, hvem vi sætter ind på positionen. Det bliver ikke mig, siger Real Madrid-træneren.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT