Amorim tager fyringsrunde i United på holdets kappe
Det er holdets dårlige resultater, som er skyld i en større fyringsrunde i klubben, siger Ruben Amorim.
Allerede i sommer blev omkring en fjerdedel af personalet i Manchester United afskediget i en større fyringsrunde. Der skulle spares penge efter flere år med underskud.Resultaterne i denne sæson har fortsat med at være sløje, og angiveligt er der lagt op til flere fyringer, fordi indtægterne stadig ikke modsvarer omkostningerne.
Og en stor del af skylden ligger på klubbens førstehold ifølge cheftræner Ruben Amorim.
- Det er vigtigt for os på førsteholdet, både trænere og spillere, ikke at ignorere det faktum. Folk mister deres job, og det skal vi være bevidste om, siger Amorim ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Det største problem er fodboldholdet, for det er os, som bruger pengene. Så når vi ikke vinder, og vi ikke spiller Champions League, så er indtægterne ikke høje nok.
Det var, efter at Ineos-ejer Jim Ratcliffe blev medejer af klubben, at han iværksatte en spareplan. Over de seneste tre år har United tabt omkring 2,7 milliarder kroner.
Holdet har gennem flere år haft svært ved at leve op til fordums resultater, og det er en stor del af årsagen til den svigtende økonomi, som kræver besparelser.
- Vi anerkender det problem, og jeg ved godt, det er førsteholdets ansvar, siger Amorim.
Manchester United skal søndag på besøg hos Tottenham, der også er i spillemæssig krise.
United ligger nummer 14 i Premier League med 29 point, Tottenham er lige efter med 27 point. Det er henholdsvis 28 og 30 point efter topholdet Liverpool.
/ritzau/