OB trimmer truppen og siger farvel til seks spillere

17. APR 2026 • 18:20SPORT

Seks spillere forlader OB efter denne sæson. Samlet set har de spillet over 300 kampe for fynboerne.

OB vinker farvel til seks af truppens nuværende spillere, når denne sæson er overstået.

Det oplyser superligaklubben fredag på sin hjemmeside.

- Når sæsonen slutter, tager vi i Odense Boldklub afsked med seks spillere, som for denne omgang har aftjent deres pligt i den stribede trøje, skriver klubben.

Det drejer sig om Bjørn Paulsen, Gustav Grubbe, Leeroy Owusu, Tom Trybull og Mads Abrahamsen, som alle har kontraktudløb til sommer.

Derudover er Theo Sander færdig i OB, og målmanden vender efter endt lejeophold tilbage til FC København.

Med de seks afgange siger OB samtidig farvel til en del rutine, da de seks spillere samlet set har spillet 335 kampe for fynboerne.

Den mest rutinerede er den 34-årige forsvarsspiller Bjørn Paulsen, der rundede 100 kampe for OB i marts og siden er kommet op på 104 kampe.

Dernæst følger midtbanespilleren Gustav Grubbe og den ghanesiske back Leeroy Owusu, der begge har spillet 87 kampe, mens den tyske midtbanespiller Tom Trybull har optrådt 46 for fynboerne.

Theo Sander, som aldrig fik sit gennembrud i OB, er noteret for ni kampe, mens den unge kantspiller Mads Abrahamsen blot har spillet to kampe.

- Inden sæsonen afsluttes, tager vi sammen afsked med de seks spillere, og klubben sender dem alle en tak for deres indsats i den stribede trøje, lyder det fra OB.

Den næste opgave for OB er søndagens hjemmekamp mod Randers i nedrykningsspillet. OB mangler at spille seks kampe i denne sæson.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT