Riemer roser Vestergaards høje ambitionsniveau efter landsholdsstop
Landsholdet skal arbejde med at erstatte Jannik Vestergaards stærke personlighed, siger Brian Riemer.
Med en ærlighed uden omsvøb og ved at stille store krav til sig selv og sine omgivelser har Jannik Vestergaard været med til at skærpe ambitionerne på det danske fodboldlandshold.Det siger landstræner Brian Riemer i en reaktion på, at Vestergaard har valgt at indstille sin landsholdskarriere.
- Det har været med til at sætte en høj standard og er noget, vi skal arbejde med at erstatte på landsholdet efter det her store generationsskifte, siger Riemer.
Den 33-årige forsvarsspiller har fortalt om sin beslutning i et interview med Politiken.
Her lyder det, at han har tænkt en del over fremtiden på landsholdet i den seneste tid.
- Og jeg har egentlig altid ønsket at stoppe på det rigtige tidspunkt. For mig er det naturligt nu, siger Vestergaard.
Riemer mener, at stopperen har en stærk karakter og personlighed. Derudover fremhæver landstræneren Vestergaards "åbenlyse og stabile" kvaliteter på banen.
EM i 2021, hvor Danmark nåede semifinalen, er en milepæl i Vestergaards landsholdskarriere, siger Riemer, der også husker tilbage på Danmarks sejr over Portugal i 2025.
Landstræneren peger på, at Vestergaard havde godt styr på superstjernen Cristiano Ronaldo i 1-0-sejren i Parken i Nations League.
Han "udraderede" portugiseren, mener Riemer.
Vestergaard sad ude efter en operation i lysken i Danmarks to playoffkampe om at komme med til sommerens VM tidligere i marts.
Danmark tabte den afgørende kamp ude mod Tjekkiet, og dermed har Vestergaard valgt at trække stikket med to år til EM-slutrunden.
Han ser ikke sig selv være en del af det projekt, som er sat i gang med flere nye og unge spillere, fortæller han til Politiken.
I efteråret var Vestergaard med i de to skuffende VM-kvalifikationskampe mod Belarus og Skotland, hvor Danmark kunne have sikret sig en billet til slutrunden.
Han kalder tiden på landsholdet fra sin debut i 2013 og frem til i dag for den største og vigtigste ære i sin karriere og i sit liv.
Vestergaard, der siden 2021 har spillet i Leicester, nåede 59 kampe i landsholdsdragten.
/ritzau/
