Årets Super Bowl er imod alle odds
Den overraskende Super Bowl-duel mellem Seattle Seahawks og New England Patriots er resultatet af, at forhåndsfavoritter i NFL har skuffet, vurderer ekspert.
Hvis man i sommer havde satset penge på, at New England Patriots og Seattle Seahawks skulle mødes i Super Bowl, kunne man være blevet en del rigere.De to hold er blandt de mest usandsynlige finalister nogensinde, og deres vej til USA's mest populære sportsbegivenhed var langtfra forventet før sæsonen.
Ifølge NFL-ekspert på TV 2 Sport Anton Bodilsen har udviklingen frem mod Super Bowl i denne sæson været en af de mest overraskende, vi nogensinde har set.
- Og jeg tror i virkeligheden, at det her er et produkt af, at nogle af de største superstjerner og bedste hold har skuffet, siger han.
Oddsene understreger overraskelsen. For første gang havde begge hold ifølge The Athletic odds på 60 eller derover for at vinde NFL-titlen. Sammenlagt gav det Seahawks og Patriots odds på godt 4800.
Til sammenligning var Tennessee Titans og Los Angeles Rams i 1999 sammenlagt de hidtil største langskud, der endte i en Super Bowl, med samlet odds på omkring 4500. Det skriver The Athletic, der med udgangspunkt i statistikdatabasen Pro Football Reference har kigget tilbage til 1989.
Tendensen bekræftes af Daniel Jensen, der er oddssætter og Danske Spils ekspert i amerikansk fodbold.
- Det er simpelthen utroligt, at de begge er nået hele vejen, og det er uden tvivl den mest overraskende finale nogensinde. I starten af sæsonen gav vi odds 126 på Patriots og odds 81 på Seahawks.
- Odds 126 er bare en anden måde at sige: "Glem det. Det sker ikke". Og derfor er det imponerende, at vi faktisk har kunder, der forudså, at netop de to hold ville nå så langt, forklarer oddssætteren.
Anton Bodilsen peger blandt andet på Baltimore Ravens, Kansas City Chiefs og Buffalo Bills som hold, der af forskellige årsager ikke har levet op til forventningerne i denne sæson.
- Det er ikke for at tage noget fra Patriots og Seahawks. De har været rigtig gode. Men flere af de hold, som vi havde regnet med, har ikke leveret, siger Anton Bodilsen.
For Patriots handler historien ikke kun om overraskelsen. Det er også et hold, der er tilbage i Super Bowl for første gang siden afskeden med ikonerne Tom Brady og Bill Belichick. Patriots deltog senest i Super Bowl i 2019, hvor holdet vandt sin sjette titel.
Nu står Patriots igen i Super Bowl. Denne gang er det med den 23-årige quarterback Drake Maye og cheftræner Mike Vrabel.
Én tydelig fællesnævner fra de seks Super Bowl-titler med Brady og Belichick er dog stadig tilbage. Det er ejer Robert Kraft, der nu for 11. gang er i finalen med Patriots.
En syvende titel vil gøre Patriots til det mest vindende hold i Super Bowls historie.
Vejen tilbage har haft et element af held, men succesen kan også tilskrives Kraft, mener Bodilsen.
Den 84-årige multimilliardær har som ejer balanceret mellem at holde sig fra det sportslige, når han skulle, og turde at træffe svære beslutninger.
- Det så vi blandt andet med cheftræneren i sidste sæson, Jerod Mayo. Det var en, som Kraft nærmest selv havde håndplukket. Tit bliver ekstremt rige ejere meget stædige med deres egne valg, siger Bodilsen.
Det gjorde Kraft ikke. Efter en katastrofal sæson med blot fire sejre i 17 kampe fyrede han Mayo og 25 andre i trænerstaben, selv om beslutningen ifølge Kraft havde "den værste økonomiske konsekvens" i hans tid som ejer.
Omvæltningen lagde fundamentet for, at Patriots i denne sæson har forbløffet stort set alle.
Også Seahawks er en overraskelse. Det skyldes ikke mindst holdets 28-årige quarterback Sam Darnold.
Han havde været forbi fire forskellige klubber, inden han landede i Seattle, og troen på ham inden sæsonen var begrænset. Men ifølge Bodilsen har han været langt bedre, end alle havde forventet.
- Selv når han ikke spiller godt, har han været enormt god til at rejse sig til sidst i kampene alligevel, påpeger Bodilsen.
Darnolds evner blev senest tydelige i semifinalen, hvor han strålede mod Los Angeles Rams og den storspillende quarterback Matthew Stafford.
Super Bowl spilles i år på Levi's Stadium i Santa Clara i Californien natten til mandag dansk tid.
/ritzau/
