Aalborg slår bundhold og er snublende tæt på grundspilssejr
Med to kampe tilbage er Aalborg Håndbold tæt på grundspilssejr, mens Kolding i bunden er under maksimalt pres.
Meget skal gå galt, hvis ikke Aalborg Håndbold skal ende som vinder af Herreligaens grundspil.Lørdag slog Aalborg bundholdet KIF Kolding med 36-28, og dermed skal topholdet tabe de to sidste grundspilskampe, mens GOG skal vinde holdets tre sidste kampe, hvis ikke det skal ende med nordjysk grundspilssejr.
For Kolding snerper det til i bunden, hvor der er maksimalt pres på inden onsdagens bundbrag mod Grindsted GIF.
Med to kampe tilbage indtager traditionsklubben med otte point den frygtede sidsteplads, der betyder direkte nedrykning. Grindsted har et point mere og mangler ligeledes to kampe.
I et forsøg på at redde livet i landets bedste håndboldrække forsøgte Kolding sig tidligere på ugen med den anden trænerfyring i sæsonen, da man tog afsked med cheftræner Sebastian Seifert.
Assistenttræner Kristian Danielsen blev forfremmet og har fået ansvaret for at sikre overlevelse, men 36-årige Danielsen fik ikke den optimale start på den mission på lørdagens svære opgave i Aalborg.
Kolding fulgte ellers med i indledningen og var foran 5-4, men derfra skruede topholdet på gashåndtaget.
Norske Kristian Bjørnsen på Aalborgs højrefløj lavede fem scoringer på ti minutter, og da Sander Sagosen efterfølgende øgede til 14-9, var det nordjyske hul slået.
Efter en pauseføring på 19-15 kom Aalborg flyvende ud til anden halvleg og fjernede den sidste snært af spænding i opgøret. Med et kvarter tilbage øgede Buster Juul den nordjyske føring til ti mål.
I den sidste del af opgøret fik Kolding begrænset en smule af nederlaget, men det ændrer ikke på, at holdet er under maksimalt pres forud for det skæbnesvangre bundbrag mod Grindsted onsdag.
/ritzau/