Afghanere i USA står til at miste beskyttelse mod deportation

12. APR 2025 • 04:34UDLAND

USA's regering har ophævet beskyttelsesstatus for tusindvis af afghanere og personer fra Cameroun.

Tusindvis af personer fra Afghanistan og Cameroun står til at miste en midlertidig beskyttelse mod at blive deporteret.

USA's regering har ophævet beskyttelsen - også kaldt TPS - for omkring 14.600 afghanere og cirka 7900 camerounianere.

Det oplyser en talsperson fra USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed.

TPS står for Temporary Protected Status og kan tildeles personer, hvis hjemland oplever en naturkatastrofe, væbnet konflikt eller andre usædvanlige hændelser.

Statussen varer 6 til 18 måneder og kan fornyes af USA's minister for indenlandsk sikkerhed. Ud over beskyttelse mod at blive deporteret giver den en arbejdstilladelse.

Som følge af ophævelsen står de omfattede afghanere til at miste deres TPS i maj, mens de omfattede personer fra det afrikanske land vil miste den i juni.

USA's minister for indenlandsk sikkerhed, Kristi Noem, er nået frem til, at forholdene i de to lande ikke længere berettiger den beskyttede status. Det siger talsperson Tricia McLaughlin i en erklæring.

USA evakuerede mere end 82.000 afghanere fra Afghanistan, efter at Taliban tog magten i 2021. Det skete, da de USA-ledede styrker trak sig ud af landet efter 20 års tilstedeværelse. Den militante bevægelse styrede også Afghanistan fra 1996 til 2001.

Over 70.000 af disse fik lov til at rejse ind i USA - en tilladelse, der gjaldt i to år.

I 2023 lød det fra ministeriet, at TPS var berettiget - blandt andet grundet væbnet konflikt Afghanistan.

Det fremgår ikke af Reuters' artikel, hvorfor de cirka 7900 camerounianere oprindeligt fik tildelt statussen.

En konflikt brød ud i det overvejende fransktalende land i slutningen af 2016, efter at præsident Paul Biya, der har siddet på posten siden 1982, med vold nedlagde fredelige protester i landets to engelsksprogede regioner.

AFP har tidligere skrevet, at separatister gentagne gange har dræbt eller kidnappet tjenestemænd, herunder lærere eller folkevalgte personer, som de beskylder for at "samarbejde" med centralregeringen i Cameroun.

Mindst 6000 civile er ifølge Human Rights Watch blevet dræbt af regeringsstyrker og separatistkrigere siden begyndelsen af konflikten, har AFP skrevet.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT