Åbningskampen ved omdiskuteret klub-VM ender uforløst
Hverken Inter Miami eller Al Ahly FC formåede for alvor at få publikum op af sæderne i premieren ved klub-VM.
Uanset om man har set frem til åbningskampen ved VM for klubhold med spænding eller gru, må den første smagsprøve på Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) nye kreation betragtes som lidt af en appetitdræber.Natten til søndag dansk tid løb premieren mellem Inter Miami og Al Ahly FC nemlig noget uforløst af stablen på Florida-holdets hjemmebane.
Det endte noget uden scoringer, selv om Miamis altoverskyggende stjerne, Lionel Messi, i tillægstiden satte den rutinerede egyptiske keeper Mohamed El Shenawy på en alvorlig prøve.
Al Ahly stillede med den dansk-palæstinensiske angriber Wessam Abou Ali, der har en fortid i AaB og Vendsyssel.
26-årige Abou Ali har haft enorm succes siden skiftet til Egyptens mesterklub og lavet 35 mål på halvandet år.
Men i mødet med Inter Miamis stjernespækkede hold blev han holdt i skak. Kun en enkelt afslutning blev han noteret for.
De to hold er i gruppe med portugisiske FC Porto og brasilianske Palmeiras. Søndag træder de europæiske giganter Paris Saint-Germain, Atlético Madrid og Bayern München ind i turneringen.
VM for klubhold har fået stor kritik for det nye koncept, der forlænger de bedste klubbers sæson betragteligt hvert fjerde år i en i forvejen travl kampkalender.
Særligt klubber uden for Europa har derimod ytret sig positivt om den nye turnering, som har en samlet præmie på knap 6,5 milliarder kroner.
/ritzau/