AaB tager sejren med overtidsscoring mod Lyngby
AaB var i det meste af anden halvleg trykket i bund, men i overtiden tog nordjyderne de tre point mod Lyngby.
Det så ellers ud til, at AaB og Lyngby skulle dele i porten fredag aften, men i dommerens tillægstid dukkede nordjydernes Mads Bomholt op og sikrede hjemmeholdet en 2-1-sejr.Det var ellers Lyngby, der havde siddet på det meste i anden halvleg, hvor AaB i store perioder var spillet langt ned under græstæppet.
Alligevel dukkede Bomholt i tillægstiden op ud af ingenting og fra kanten af feltet sparkede en løs bold i Lyngby-målet.
I første halvleg havde hjemmeholdets Mathias Jørgensen bragt AaB i front, mens Leon Klassen 20 minutter før tid udlignede til 1-1.
Hen mod kampens slutning pressede Lyngby kraftigt på i jagten på de tre point, men et enkelt øjebliks defensiv uopmærksomhed kostede.
Dermed kravler nordjyderne op på ottendepladsen med ni point, mens Lyngby fortsat ligger nummer ti med fem point.
Lyngby troede ellers efter få minutter, at holdet fik en drømmestart, da Tobias Storm med hælen sendte bolden i AaB-målet.
Storm havde dog taget hånden i brug i forbindelse med aktionen, og målet blev annulleret.
Ingen af de to hold var i stand til at sætte sig på kampen. Det var en noget rodet forestilling uden den store kvalitet.
I en ellers chancefattig først halvleg var det AaB, der gik til pause i front, da angriberen Mathias Jørgensen i tillægstiden fandt netmaskerne.
Den hurtige offensivspiller blev sendt afsted i dybden og sparkede på førsteberøringen sikkert bolden ind ved den fjerne målstolpe.
Der kom mere ro på opgøret i anden halvleg, hvor gæsterne satte sig på tingene.
Alligevel var det efter 65 minutter hjemmeholdet, der var tæt på at øge føringen. Først tog midtbanespilleren Melker Widell chancen uden for feltet og bragede bolden på overliggeren.
Efterfølgende røg den løse bold ned til angriberen Oliver Ross, der dog sparkede langt over mål.
Minuttet efter var Lyngby tæt på, men AaB's forsvarsspiller Oumar Diakite afviste heroisk gæsternes forsøg med to blokeringer.
Kampen levede op, og 20 minutter før tid bragte gæsterne balance i regnskabet.
Et Lyngby-indlæg passerede hele vejen gennem AaB-feltet, inden Leon Klassen tog bolden til sig og køligt sparkede bolden ind ved den nærmeste stolpe.
AaB leverede en skidt anden halvleg, og efter udligningen havde Lyngby momentum og pressede på for de tre point. Gæsterne manglede dog skarphed i de afgørende sekvenser, og det endte med at koste dyrt.
/ritzau/