Uvejr over Roskilde Festival sender folk tidligt hjem

6. JUL 2024 • 12:19INDLAND/KRIMINAL

DMI varsler uvejr over Roskilde Festival. Lørdag middag giver hjemrejsende gæster udfordringer i trafikken.

Folk er lørdag middag begyndt at pakke sammen og vende snuden hjemad fra dette års Roskilde Festival.

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer derfor til at respektere den opsatte skiltning, hvis man afhenter personer fra festivalen.

- Trafikken er allerede ved at stoppe til grundet afhentning af gæster. Giv plads og vær tålmodig, skriver politikredsen på det sociale medie X.

Bilister opfordres til at benytte Roskilde Festivals drop off-områder til afhentning af festivalgæster.

Den ene er mellem Darupvej og Gammelgårdsvej, mens den anden er ved Øde Hastrupvej. Det fremgår af festivalens hjemmeside.

Lørdag er sidste dag på Roskilde Festival, der har været i gang siden 29. juni.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, varsler, at der i løbet af eftermiddagen vil komme skybrud, hagl og torden over Roskilde.

Tordenvejr er ikke helt ufarligt, når man er på en festivalplads, der består af åbne marker og koncerttelte med metalmaster.

Hos Roskilde Festival er man forberedt på voldsomt vejr. Det fortæller sikkerhedschef Morten Therkildsen til TV 2 News.

- Vi er meget opmærksomme på, at der kan komme lyn, for så har vi scenerne Platform og Apollo, som vi ikke kan gennemføre koncerter på. Så det er vi forberedt på at lukke, siger han.

Morten Therkildsen forsikrer om, at festivalen har sat lynafledere op. Den største bekymring lige nu er ifølge sikkerhedschefen, at festivalgæsternes telte, pavilloner og skilte blæser rundt på campingpladsen.

Roskilde Festival har i samarbejde med DMI lavet en række guides til, hvordan man skal forholde sig på festivalpladsen i tilfælde af tordenvejr.

Først og fremmest er det vigtigt at søge ly, inden uvejret for alvor rammer. Det kan være i et køretøj eller et lavt telt. Står man på et åbent sted, skal man ikke søge under træerne - og særligt ikke et enkeltstående træ.

Forventningen hos DMI var fredag eftermiddag, at det værste uvejr vil være overstået først på aftenen omkring klokken 19 og 20 lørdag.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT