Uroen i Mellemøsten påvirker også mange rejsende i Asien

2. MAR 2026 • 15:31INDLAND/KRIMINAL

SOS International melder om 1500 opkald fra bekymrede rejsende, der er berørt af konflikt i Mellemøsten.

SOS International, der yder assistance til rejsende, har siden lørdag modtaget cirka 1500 opkald fra rejsende, der er berørt af situationen i Mellemøsten.

- Vi oplever, at rigtig mange ringer til os og er bekymrede og usikre på, hvordan de skal forholde sig, siger divisionsdirektør for Travelcare Karin Tranberg i en skriftlig kommentar.

USA og Israel indledte lørdag et luftangreb mod Iran, og det har ført til gengældelsesaktioner fra Iran mod amerikanske mål flere steder i regionen.

Med lukning af dele af luftrummet som følge.

Hovedparten af henvendelserne kommer fra rejsende i Asien, hvor hjemrejsen er påvirket eller aflyst på grund af lukning af dele af luftrummet og manglende mulighed for at mellemlande i Mellemøsten.

- Vi får henvendelser både fra rejsende i Mellemøsten og fra danskere, der er på destinationer i Asien, hvor deres hjemrejse er påvirket af det lukkede luftrum.

- Vi har indkaldt ekstra mandskab på alarmcentralen og har haft det siden lørdag, siger Karin Tranberg.

Situationen med danskere, der ikke kan komme hjem fra rejsemål i Asien, har fået flere danske forsikringsselskaber til ekstraordinært at udvide dækningen på rejseforsikringen.

Det betyder, at rejsende, der er berørt af situationen, kan få dækning for forlænget ophold.

IF Forsikring oplyser for eksempel, at selskabet ekstraordinært dækker "rimelige ekstraudgifter til hotelovernatninger og forplejning, hvis du som kunde skal mellemlande i Mellemøsten, og din rejse er ramt af aflysninger eller forsinkelser".

Kunder, som er strandet i Mellemøsten, kan også få dækket rimelige ekstraudgifter til hotelovernatninger og forplejning, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Også forsikringskoncernen Alm. Brand Group har iværksat ekstraordinære tiltag, fremgår det af en pressemeddelelse fra selskabet.

- Vores vigtigste opgave er at hjælpe kunderne. Derfor udvider vi ekstraordinært rejseforsikringen, så kunderne kan få hjælp til rimelige udgifter til hotelovernatninger og forplejning, indtil hjemrejse er praktisk og forsvarlig muligt, siger direktør for Rejse i Alm. Brand Group Mathias Kjær Sigvaldason.

Selskaberne råder rejsende til at holde sig orienteret om Udenrigsministeriets rejsevejledninger for Mellemøsten.

Man bør kontakte sit flyselskab eller rejseselskab for at afklare mulighederne for ombooking eller afbestilling, lyder rådet.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

2. MAR 2026 • 15:54UDLAND
Medier: Khameneis hustru er død
FÅ ABONNEMENT