Over 5000 sigtet for vanvidskørsel siden skærpelse af regler

30. MAR 2026 • 15:07INDLAND/KRIMINAL

Det er fem år siden, at regler for vanvidsbilisme blev indført i 2021. 5437 bilister er blevet sigtet siden.

Tirsdag er det fem år siden, at reglerne for vanvidsbilisme blev indført tilbage i 2021.

Siden da er 5437 bilister blevet sigtet for overtrædelse af loven.

Det viser en opgørelse, som Rigspolitiet har lavet for Gjensidige, lyder det i en pressemeddelelse.

Det fremgår desuden, at vanvidsbilisternes beslaglagte biler i samme periode er blevet solgt for over 84 millioner kroner.

Det er uvist, hvor mange biler der er blevet solgt.

I 2023 foretog politiet også en opgørelse for forsikringsselskabet.

Da lød det, at 308 beslaglagte biler var blevet solgt på auktion, og at hver bil i gennemsnit var blevet solgt for knap 53.000 kroner.

Indtjeningen fra de solgte biler går til statskassen.

Knap halvdelen af sigtelserne for vanvidsbilisme gives for at køre i beruset tilstand med en promille på 2,0 eller mere.

Det fremgår i pressemeddelelsen, at godt 2600 ud af de 5437 sigtelser er givet for netop spirituskørsel.

Loven om vanvidsbilisme blev indført i et forsøg på at nedbringe antallet af bilister, der kører hensynsløst og udsætter andre for fare i trafikken.

Loven kom, efter at en betjent i 2019 mistede livet på Langebro på grund af en vanvidsbilist.

Reglerne giver politiet mulighed for at beslaglægge et køretøj, hvis føreren mistænkes for at være skyldig i kørsel, der resulterer i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, særligt hensynsløs kørsel og kørsel med mindst 200 kilometer i timen uanset hastighedsgrænsen.

Ifølge en anden undersøgelse, som YouGov har lavet for Gjensidige, er opbakningen til loven om vanvidskørsel stor blandt den danske befolkning.

51 procent af de adspurgte synes, at loven fungerer, mens knap hver tredje mener, at reglerne skal skærpes yderligere.

Tilbage i februar meldte den daværende regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne ud, at man ville stramme reglerne yderligere.

SVM-regeringen ønskede, at vanvidsbilister skulle frakendes kørekortet, og at alle narko- og spiritusbilister, som dømmes for uagtsomt manddrab, som udgangspunkt frakendes førsteretten i tre år.

Ligeledes lød det, at særligt hensynsløs kørsel skulle koste kørekortet i mindst tre år.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT