Barcelonas kvinder smadrer Real Madrid foran 60.000 tilskuere
Med samlet 12-2 over Real Madrid er Barcelona klar til to semifinaler mod Pernille Harder og Bayern München.
Real Madrid halter aktuelt lidt efter ærkerivalen FC Barcelona i herrernes La Liga, mens forskellen hos kvinderne er langt mere udtalt.Det blev eftertrykkeligt slået fast, da FC Barcelona foran godt 60.000 tilskuere på Camp Nou torsdag smadrede Real Madrid med 6-0 i et returmøde i Champions Leagues kvartfinaler.
Det første møde i Madrid for en uge siden endte 6-2 til Barcelona.
Det var på tværs af turneringer tredje gang på en uge og sjette gang siden november, at Barcelonas kvindehold besejrede hovedstadsklubben.
Udover to sejre i ligaen har Barcelona også slået Real Madrid i pokalturneringen, i den spanske Super Cup og altså nu to gange i Champions League i løbet af de seneste måneder.
Til sammen har Barcelona vundet de seks seneste opgør mod Real Madrid med 25-2.
En blændende form gør Barcelona til favorit i sit dobbeltopgør mod Pernille Harder og Bayern München i Champions Leagues semifinaler, der afvikles i slutningen af april og starten af maj.
Det skyldes blandt andet også, at Barcelona i oktober tævede Bayern 7-1 på hjemmebane i Champions Leagues ligaspil, som katalanerne toppede foran Lyon, Chelsea og Bayern.
Real Madrids danske landsholdsduo Sara Holmgaard og Signe Bruun var ikke med i torsdagens ydmygelse. Bruun døjer på anden måned med en skade, og Holmgaard så alle 90 minutter fra bænken.
Anfører og midtbanestjerne Alexis Putellas fejrede sin optræden nummer 500 for Barcelona ved at kickstarte værternes fest, da hun omsatte en returbold til 1-0 efter syv minutter.
Siden kom også angriberne Caroline Graham Hansen og Ewa Pajor på måltavlen inden pausen, inden norske Hansen udbyggede efter en flot vending til 5-0 i anden halvleg.
Den indskiftede hollænder Esmee Brugts lukkede ballet i en ensidig kamp, hvor der reelt var chancer nok til en endnu større sejr.
/ritzau/
