TV 2 sætter fokus på narkokriminalitet i ny krimisatsning
TV 2's nye krimiserie "Fristelsen" vil skildre de samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser af stoffer.
Syntetiske stoffer og opioider er omdrejningspunktet i TV 2's kommende krimiserie "Fristelsen", som får premiere i 2027.Det oplyser mediet i en pressemeddelelse.
- Serien sætter fokus på narkokriminalitet og afhængighed som et presserende samfundsproblem, samtidig med at den kombinerer en intens efterforskning med stærke personlige konsekvenser, siger senior executive producer Sara Askelöf i pressemeddelelsen.
Centralt i serien er en mor og en datter, som spilles af henholdsvis Josephine Park og Flora Ofelia Hofmann Lindahl.
Moren arbejder som efterforskningsleder i National enhed for Særlig Kriminalitet og "sætter alt ind for at standse pillerne, før de spreder sig yderligere og tager hendes egen datter med i faldet", lyder det om handlingen.
På rollelisten finder man blandt andre også Jakob Cedergren, Marco Ilsø, Clint Ruben, Petrine Agger og Soheil Bavi.
- Ambitionen har været at skabe en krimiserie, der ikke bare er spændende og medrivende, men som også skildrer de ulovlige stoffer og de menneskelige konsekvenser fra et 360-graders perspektiv, siger seriens skaber og hovedforfatter, Lasse Kyed Rasmussen, i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Derfor følger vi i "Fristelsen" både det hårdtarbejdende politi, de kyniske bagmænd og de helt almindelige danskere, som hver dag betaler prisen for de ulovlige stoffer og den afledte kriminalitet.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er opioider "stærkt smertestillende stoffer, som påvirker hjernen og dæmper både smerte og ubehagelige følelser".
De findes som lovlig, receptpligtig medicin, men opioider sælges og produceres også ulovligt. Alle opioider er stærkt afhængighedsskabende uanset styrke. Selv ved kortvarigt brug kan man blive afhængig.
Spændet fra rusdosis til dødelig dosis er "relativt smalt", advarer Sundhedsstyrelsen.
"Fristelsen", som udspiller sig over seks afsnit, er solgt på forhånd til Norge, Sverige og Finland, oplyser TV 2.
/ritzau/
