Rigsarkivets digitaliserede skibsjournaler viser fortidens klima
Havets Arkiv gør det muligt at udforske gamle skibsjournaler og Danmarks maritime historie tilbage fra 1675.
For første gang er det blevet muligt at søge i skibsjournaler med Rigsarkivets digitale platform Havets Arkiv.Det oplyser Rigsarkivet i en pressemeddelelse.
Havets Arkiv vil kunne være et redskab til at følge udviklingen af klimaet over flere hundrede år og være behjælpelig for slægtsforskning.
- Vi har glædet os til at åbne op for søfartshistorien på en ny måde, som gør det lettere for alle at dykke ned i Danmarks maritime fortid og følge deres forfædre ad vandveje, siger arkivar i Rigsarkivet Leah Porse Rasmussen.
Skibsjournaler og logbøger er blevet digitaliseret med præcise data, som gør det muligt at dykke ned i historien, og som samtidig giver platformen adgang til systematisk at aflæse vind- og vejrforhold, hvilket gør det muligt at analysere udviklingen i fortidens klima.
- Først og fremmest bidrager Havets Arkiv med vigtig viden til klimaforskning, siger vicedirektør og Chief Scientist på DMI Ulrik Smith Korsholm.
- Data fra skibsjournalerne er værdifulde - ikke mindst for klimaforskningen. De giver os indsigt i fortidens vejr og dermed bedre forståelse af fremtidens klima, siger klimaforsker og projektleder Martin Stendel.
Havets Arkiv bygger på store mængder kilder med klimahistorie, maritim historie og slægtsforskning.
Platformen er opbygget af indsamlet data fra sejlruter, vejrobservationer og hændelser, som er sket til søs, som alt sammen er blevet beskrevet i de nu digitaliserede skibsjournaler.
Siden 1675 har danske kaptajner og styrmænd haft pligt til at føre de skibsjournaler, der nu er blevet til Havets Arkiv.
Der er flere tusindvis af skibsjournaler, som bliver opbevaret hos Rigsarkivet, og de journaler vil nu gradvist blive gjort tilgængelige online.
Platformen gør det muligt at udforske Danmarks maritime historie fra 1675 til 1980.
Havets Arkiv er et samarbejde mellem Rigsarkivet og DMI.
/ritzau/
