Tusindvis af unge tager til puttefest i en skov: Der er jo intet
Unge gymnasieelever samles fredag til en puttefest uden arrangør - kun med politi og frivillige til stede.
Fredag løber årets store puttefest af stablen.De seneste år har mellem 4000 og 7000 unge samlet sig i Ulvedalene i Dyrehaven ved Klampenborg nord for København for at fejre starten på gymnasietiden.
Puttefesten er en traditionsrig, men uofficiel fejring af de nye gymnasieelever. Den har ingen officiel arrangør, og det skaber udfordringer for dem, der alligevel stiller op for at sikre, at festen forløber trygt og forsvarligt.
- Vi føler, at der er et behov her, og vi hjælper rigtig mange unge hvert år, så det er grunden til, at vi er der, siger Vasant Stuhr Kotak, der er en del af beredskabssektionen i Røde Kors.
- Men der er ingen arrangør, som man kan aftale alt det praktiske med.
Røde Kors stiller op med 20 til 30 samaritter, som alle er frivillige og ulønnede. Deriblandt vil der også være to læger.
De etablerer både en form for skadestue og et observationstelt til dem, der eksempelvis er hårdest ramt af alkohol.
Når det er nødvendigt, sendes unge videre til hospitalet, men placeringen midt i Dyrehaven gør det besværligt blandt andet på grund af dårlig mobildækning.
- Vi samarbejder med politiet, som sender meldinger gennem deres system, og så kommer der en ambulance. Det sker faktisk hvert år, siger Vasant Stuhr Kotak.
- Hvis der er mange, der bliver dårlige, kan der godt gå hen og blive behov for fem til ti ambulancer. Men hvis de unge mennesker er gode til at tage sig af hinanden, så kan vi jo godt være heldige, at det kun bliver en enkelt, siger han.
Også Nordsjællands Politi vil være til stede for at holde ro og orden, bekræfter kommunikationschef Mikkel Thrane:
- Vi er der for at sørge for, at tingene foregår fornuftigt og fredeligt, siger han.
Desuden stiller 40 til 45 frivillige fra Natteravnene op i Ulvedalene. Og i Søndermarken på Frederiksberg, hvor der også ventes et par tusinde unge til puttefest, vil 15 til 20 Natteravne være til stede.
Det fortæller Jakob M. Bové, kommunikations- og eventkonsulent hos Natteravnene.
Han siger, at de unge, der kommer til Ulvedalene, skal være indstillet på, at det er midt ude i en skov, hvor der ikke er faciliteter som mad- og drikkeboder.
- Der er jo intet deroppe. Det er bare en dyrehave. Det tror jeg, mange unge bliver lidt overrasket over. Det er jo ikke en festival. Der er kun politi, samaritter og Natteravnene. Og så en masse unge mennesker, siger Jakob M. Bové og fortsætter:
- Man bør måske tage en dialog med de unge og spørge, om de er sikre på, at det er det, de gerne vil. Eller om de kunne holde det et andet sted, som måske også kunne være sjovt.
Hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) ser man puttefesterne som en god tradition.
- Eleverne har en interesse i at blive ved med at have de her fede og sjove traditioner, hvor de får lov til at tage til introfest og møde hinanden på tværs af gymnasier, siger Freja Sinclair, forperson i DGS.
Hun erkender dog, at Ulvedalene ikke nødvendigvis er det ideelle sted:
- Jeg tror da klart, at der vil være andre steder, der er en bedre mulighed. Så handler det jo også om, at der er nogen, der skal tage teten og prøve at facilitere det.
/ritzau/