Socialrådgivere kan nu tage del i arbejdet med retshjælp

22. DEC 2024 • 14:49INDLAND/KRIMINAL

KFUM's udviklingschef for socialt arbejde kalder socialrådgiveres adgang til retshjælpen en "glædelig nyhed".

Det er ikke længere kun jurister og jurastuderende, der kan hjælpe borgere med gratis rådgivning i forbindelse med retssager.

Civilstyrelsen ændrer sin praksis, så det nu er tilladt også for socialrådgivere at rådgive om retshjælp.

"En glædelig nyhed", kalder KFUM's udviklingschef for socialt arbejde, Michael Aagaard Seeberg ændringen på LinkedIn.

- Det gør det muligt for os at øge vores volumen og rækkevidde i steder af landet, hvor det er svært at finde og engagere jurister, skriver han.

Før ændringen har udgangspunktet været, at Civilstyrelsen kun har givet tilskud til retshjælpsinstitutioner, hvor jurister har stået for den juridiske rådgivning.

Alternativt har en jurastuderende kunne varetage opgaven - dog under supervision af en jurist.

Med ændringen kan der nu ligeledes søges om tilskudsmidler til institutioner, hvor socialrådgivere giver rådgivning i samråd med jurister eller jurastuderende.

Formanden for Advokatrådets procesretsudvalg, Nikolaj Linneballe, har tidligere i AdvokatWatch sagt, at man skal passe på, at det ikke ender med situationer, hvor "... de her folk (socialrådgivere, red.) skal rådgive om jura".

Derfor opfordrer han til klare rammer, så borgeren ved, hvilke kompetencer den person, de får rådgivning af, har.

- Ellers risikerer man at ende med skuffede borgere, sagde han i sommer.

Karina Lorentzen, der er retsordfører for SF, er en af ophavspersonerne til forslaget.

Hun understreger, at det stadig vil være jurister, der står for ledelsen af retshjælpsinstitutionerne.

- Men det betyder jo ikke, at socialrådgiverne ikke kan rådgive i sociale sager. De kender lovgivningen, måske endda nogle gange bedre end juristerne, siger hun og tilføjer:

- Det ser jeg ikke for mig som så problematisk. Men jeg kan da godt forstå, at juristerne gerne vil bevare det arbejde og den mulighed, de har med retshjælpen.

Ligesom KFUM peger hun på, at retshjælpen flere steder i Danmark - særligt uden for de største byer - har svært ved at rekruttere personale til arbejdet.

Ifølge SF-ordføreren endda i så høj grad, at retshjælpen i nogle byer risikerer at lukke.

- Det vil være rigtig, rigtig skidt, for det er faktisk her, mange af de udsatte, som har brug for retshjælp, bor.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT