Snapchat arbejder i døgndrift for at sikre børns sikkerhed

4. NOV 2022 • 12:29INDLAND/KRIMINAL

Snapchat er udfordret på sikkerheden, men platformen arbejder hver dag på at skabe tryghed for børn og unge.

Børn og unge færdes i dag i høj grad på nettet. De unge har overtaget sociale medier som TikTok, Instagram, Facebook og Snapchat, og i den forbindelse er der også mange faldgruber.

Krænkelser, mobning og socialt pres er blot nogle af de udfordringer, som børn og unge oplever på nettet.

- Overordnet kan man sige, at internettet er designet til voksne, og vi halter bagefter med sikringen for børn og unge, som cirka udgør en tredjedel af dets brugere i dag, fortæller specialkonsulent i Medierådet for Børn og Unge Sarah Sofie Thiele.

Det er problemer, som hele industrien står over for, fortæller Jacqueline Beauchere, der er global head of platform security i virksomheden bag Snapchat, Snap.

- Sikkerhed er et fælles ansvar. Alle har en rolle at spille, og det gælder måske endnu mere Snapchat og hele industrien, fordi vi leverer teknologien, siger hun.

Snapchat er ét af de sociale medier, der har lettest ved at forebygge seksuelle krænkelser.

- På Snapchat er der "Safety by design" og "Privacy by design". Et eksempel er, at brugerne skal være venner, før de kan kommunikere. Det gør det sværere for fremmede at finde teenagere, siger Jacqueline Beauchere.

- Vi behøver ikke at være lige så opmærksomme på nogle af de udfordringer, som andre platforme kan have, fordi vi blev designet anderledes end traditionelle sociale medier.

Alligevel arbejder Snapchats sikkerhedsteam alle døgnets timer. Den 10. oktober lancerede Snapchat Family Center, som tillader forældre og værger at se, hvem deres børn og unge kommunikerer med på appen.

Desuden har Snapchat en "PhotoDNA hashmatchning technology", der kan spore krænkende indhold.

I 2021 blev 35.000 billeder eller videoer med krænkende indhold på platformen i Danmark håndhævet af Snapchats sikkerhedsteam. Krænkende indhold er seksuelt explicit indhold, narkotika samt mobning og chikane.

Det har øget sikkerheden, siger Jacqueline Beauchere.

- Men vi er stærkt afhængige af, at vores fællesskab rapporterer seksuelle billeder og misbrug til os.

På Snapchat skal man være 13 år for at oprette en profil. Men man kan oplyse en alder, der ikke er korrekt.

- Det er en udfordring, der påvirker hele industrien. Vi rådfører os hele tiden med regeringer, politiske beslutningstagere og ngo'er om de mest effektive tilgange til problemet, siger hun.

- Hvis vi afgør, at en konto tilhører et barn under 13 år, bliver konto og data slettet, siger Jacqueline Beauchere.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU