Spanien hjemkalder ambassadør fra Argentina efter fornærmelse

19. MAJ 2024 • 20:02UDLAND

Argentinas præsident har kaldt premierministers hustru korrupt. Spanien reagerer med hårdt diplomatisk træk.

Forholdet mellem Argentina og Spanien er tæt på frysepunktet.

Søndag hjemkalder Spanien sin ambassadør fra den argentinske hovedstad, Buenos Aires, på ubestemt tid.

Det oplyser Spaniens udenrigsminister, José Manuel Albares.

Hjemkaldelsen er en reaktion på, at Argentinas præsident, Javier Milei, har kaldt den spanske premierministers hustru, Begoña Gomez, "korrupt" under et møde for globale højreledere i Madrid.

- Det er uacceptabelt, at en siddende præsident på besøg i Spanien fornærmer Spanien og den spanske premierminister, siger Albares.

Han kalder det et brud med "alle diplomatiske skikke og de mest elementære regler for sameksistens".

- Milei har med sin opførsel gjort, at forholdet mellem Spanien og Argentina har nået det værste øjeblik i nyere historie, siger ministeren.

Ambassadøren er derfor tilbagekaldt "sine die", hvilket på latinsk betyder, at der ikke er fastsat en dag for, hvornår ambassadøren kan vende tilbage.

Spaniens premierminister, Pedro Sanchéz, tog i slutningen af april en tænkepause for at overveje sin fremtid som regeringsleder.

Det gjorde han, efter at en domstol havde indledt en foreløbig efterforskning af premierministerens hustru, Begoña Gomez, for mulig korruption.

Milei henviste ikke direkte til Sanchéz eller Gomez med navn.

Men det var ikke til at tage fejl af, hvem han talte om på mødet, som var arrangeret af det højreorienterede spanske parti Vox.

- De globale eliter ved ikke, hvor destruktivt det kan være at implementere socialistiske idéer. Selv hvis du har en korrupt hustru. Lad os sige, at det bliver beskidt, og at han må tage sig fem dage til at tænke over det hele, sagde Milei.

At hjemkalde sin ambassadør er et usædvanligt diplomatisk skridt, der ligger et godt stykke oppe på skalaen for diplomatiske konflikter.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU