Superheltesatire vinder pris for årets bedste danske tegneserie

18. MAJ 2024 • 23:15INDLAND/KRIMINAL

Det blev Johan F. Krarup, der løb med prisen for årets bedste danske tegneserie ved prisuddelingen Pingprisen.

Johan F. Krarup står bag årets "Bedste danske tegneserie". Det mente juryen i hvert fald ved prisuddelingen Pingprisen, der blev afholdt lørdag.

Han vandt prisen for superheltesatiren "Robin får et arbejde", som handler om to unge mænd, der udklædt som superhelte vil opklare forbrydelser i København.

Tegneserien er en satire over den ikoniske duo Batman og Robin.

I sin motivation for kåringen kalder juryen Johan F. Krarup for en "formidabel humorist".

- Tegneserierne om Bruce og Robin demonstrerer hans veludviklede sans for det akavede, det pinlige og det grænseoverskridende.

- Stregen er præcis, timingen perfekt. Det er til tider næsten ulideligt - men vi kan ikke kigge væk, lyder det videre.

Pingprisen hædrer de bedste danske tegneserier og blev oprindeligt uddelt fra 1986 til 1996 og igen fra 2011 og til nu.

Den nye Pingpris er stiftet af Dansk Tegneserieråd og tegneseriemagasinet Nummer 9. Vinderne modtager en bronzestatuette af Storm P.-figuren Ping - deraf navnet.

Lørdagens prisuddeling blev afholdt i Kulturhuset Islands Brygge i København, hvor journalist Anders Lund Madsen var vært, og hvor underholdningen bestod både af DJ og dragshow.

I alt blev der uddelt otte priser i løbet af aftenen.

Blandt andet gik prisen som "Årets journalistiske tegner" til Weekendavisens Christoffer Zieler, mens "Bedste danske debut" gik til Anne Bomholts "Karl", og "Bedste børne/ungdomstegneserie" blev "Ørn" af Jeppe Sandholt.

Prisuddelingens Ærespris gik til aktivist, forlægger og forfatter Jens Peder Agger, der gik bort 14. maj 2024 - få dage inden prisuddelingen.

Som redaktør hos Carlsen Comics udgav han en lang række serier som for eksempel "Linda og Valentin" og "Vindens passagerer" og fandt derudover på det danske navn til tegneserien "Smølferne".

Årets vindere blev kåret af en jury bestående af tegneserieeksperter og kulturpersoner, herunder internetpersonligheden Rasmus Kolbe, der nok er bedre kendt under navnet Lakserytteren.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU