Sædbank politianmeldes efter historier om donorsæd med kræftrisiko
European Sperm Bank solgte i en årrække donorsæd, der gemte på alvorlig mutation. Nu politianmeldes sædbanken.
Sædbanken European Sperm Bank, der har hovedsæde i København, er blevet politianmeldt af Styrelsen for Patientsikkerhed.Det oplyser styrelsen til DR torsdag.
Onsdag skrev DR, at European Sperm Bank i en periode fra 2006 til 2022 solgte donorsæd, der gemmer på en alvorlig mutation.
Mutationen, som er i genet TP53, øger risikoen for kræft hos de børn, der arver den.
Hvorfor Styrelsen for Patientsikkerhed har valgt at politianmelde sædbanken, vil styrelsen ikke uddybe over for DR.
- Men til familierne vil jeg gerne sige: Vi følger selvfølgelig denne her sag helt til dørs, for det skal være trygt som familie at bruge en dansk sæddonor og at få fertilitetsbehandling i Danmark, siger enhedschef Bente Møller til mediet.
Sædbanken, der er en af verdens største, oplyser skriftligt til mediet, at det ikke har nogen "viden om, at vi skulle være blevet politianmeldt i relation til denne sag".
European Sperm Bank fandt mutationen i en del af sæddonorens sædceller i 2023, hvorfor sæden blev tilbagekaldt fra markedet på det tidspunkt.
Sæden havde dog inden da allerede ført til mindst 197 børn på verdensplan, skrev DR onsdag.
49 af dem er danske børn, selv om den daværende vejledning på området lød på maks. 25 børn per donor.
Det var dog først i 2013, at der blev indført en reel juridisk bindende grænse for antallet af børn per donor.
I dag er grænsen 12 børn per donor i Danmark.
European Sperm Bank har i et skriftligt svar erkendt, at grænserne, for hvor mange familier en donor må bruges til, er blevet overskredet i nogle lande.
Det skyldes ifølge sædbanken "mangelfuld indrapportering fra klinikkerne, ikke-robuste systemer og fertilitetsturisme".
De etiske råd i Danmark, Norge, Sverige og Finland gik i marts sammen om at opfordre til en international grænse fremfor de nationale love, der begrænser antallet af børn, en enkelt donor kan være ophav til.
/ritzau/
