MitID er tilbage i normal drift igen
Efter at have været ude af drift i flere timer tirsdag er det igen muligt at logge ind via MitID-systemet.
Et længerevarende nedbrud, der i flere timer gjorde det umuligt at logge ind på offentlige hjemmesider og netbanker med MitID-systemer, er overstået.Digitaliseringsstyrelsen oplyser tirsdag eftermiddag til Ritzau, at man har lokaliseret fejlen, og at systemet igen er oppe i fuld drift.
MitID havde inden da været ustabilt siden morgentimerne, og ved middagstid var det helt nede.
Af sikkerhedsårsager kan Digitaliseringsstyrelsens presseafdeling ikke komme nærmere ind på, hvad der forårsagede fejlen.
- Men der er ikke noget, der tyder på, at det er udefrakommende, der har forsøgt at komme ind i systemerne, lyder det.
MitID er et fælles dansk digitalt id, som afløste NemID for nogle år siden.
Det bruges blandt andet til at logge på offentlige hjemmesider samt netbanker og fungerer primært via en mobilapp.
MitID er blevet til i samarbejde mellem det offentlige og de danske pengeinstitutter.
/ritzau/
