Roskilde Festival 2024 melder officielt alt udsolgt

10. JUN 2024 • 14:26INDLAND/KRIMINAL

Alle Roskilde Festivals partout- og endagsbilletter er væk, og dermed er festivalen helt udsolgt.

Roskilde Festival 2024 er nu officielt udsolgt.

Det skriver festivalen mandag på det sociale medie X.

Den 31. maj kunne festivalen oplyse, at alle partoutbilletter var udsolgt. Mandag er også alle endagsbilletter solgt.

Man kan fortsat ansøge om at blive frivillig, skriver Roskilde Festival i opslaget.

Roskilde Festival finder sted fra lørdag til lørdag i uge 27 - den 29. juni til 6. juli.

Hvis man har købt en partoutbillet, har man adgang til festivalen hele ugen. Har man købt en endagsbillet, har man adgang til festivalen enten onsdag, torsdag, fredag eller lørdag.

I år er internationale navne som 21 Savage, Doja Cat, Foo Fighters og SZA på programmet. Blandt de danske musikere er blandt andre Ida Laurberg, Medina og Gilli.

Vil man forsøge at købe en billet af en anden privatperson, opfordrer Roskilde Festival til, at man bruger TicketMaster og dennes ordning om gensalg.

Der er 80.000 partoutbilletter, mens der er 20.000 endagsbilletter, fordelt ud over de fire musikdage. Der er omkring 30.000 frivillige.

Den første Roskilde Festival blev afholdt i 1971. På grund af aflysninger i 2020 og 2021 er dette års festival nummer 52 i rækken. Aflysningerne skete som følge af restriktionerne i forbindelse med coronapandemien.

Roskilde Festival er Nordeuropas største festival med omkring 130.000 deltagere.

Festivalområdet er på cirka 2.500.000 kvadratmeter. Det svarer til cirka 350 fodboldbaner. Selve festivalpladsen er på cirka 420.000 kvadratmeter.

Festivalområdet dækker over det område, hvor deltagerne bor i telt samt festivalpladsen, hvor scenerne er.

Onsdag åbnes den ikoniske hovedscene, Orange Scene, af et dansk band. I år er det rapperen Lamin, som har fået den tjans.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT