Efter en privat redningsaktion i Tyskland er en død pukkelhval strandet ved en dansk ø. Nu skal den flyttes.
Den døde pukkelhval Timmy, der siden torsdag har ligget strandet ud for Anholts kyst, skal fjernes.Det oplyser kontorchef ved Miljøstyrelsen Jane Hansen til Ritzau.
Det er styrelsens vurdering, at strøm- og vandtilstanden i området betyder, at hvalen højst sandsynligt vil forblive på lokaliteten og være til gene for gæster og lokale.
Pukkelhvalen blev tidligere i maj forsøgt reddet fra det nordlige Tyskland.
Det var en privat gruppe, der havde samlet penge til en redningsaktion af hvalen, der blev transporteret ud i Nordsøen via en specialbygget pram.
Tyske myndigheder havde vurderet, at den tonstunge hval var syg, og de opgav derfor at redde den.
Medier i Tyskland døbte hvalen Timmy, efter at den første gang blev observeret nær havnebyen Wismar i marts.
Det er endnu uklart, hvornår pukkelhvalen bliver fjernet fra Anholts kyst.
Ifølge Miljøstyrelsen arbejdes der på en løsning, hvor det også bliver muligt at gennemføre en obduktion af hvalen og sikre værdifulde videnskabelige prøver til brug for forskning.
Hvalen Timmy ligger på en velbesøgt strand på lavt vand, og Miljøstyrelsen opfordrer til, at borgere holder afstand til hvalen, da der kan være smittefare ved at nærme sig den.
Nyhedsbureauet dpa skrev mandag, at badegæster i weekenden blev set klatre op på hvalens rådne kadaver og posere til billeder.
En talsperson for det tyske miljøministerium har ifølge dpa tidligere oplyst, at der ikke var planer om at fjerne den døde pukkelhval.
Hvalens fremskridende forrådnelsestilstand vil komplicere forsøget på at fjerne den, oplyste det tyske ministerium ifølge dpa.
Miljøministeriet skriver til Ritzau, at de danske myndigheder er i tæt dialog med de tyske om situationen, ligesom forskningsinstitutionerne i de to lande arbejder sammen.
Det er dog danske forskere og dyrlæger, der vil stå for arbejdet med flytningen af hvalen, obduktionen og udtagningen af prøver.
/ritzau/