Produktion bag TV 2-fupprogram erkender at være gået for langt
TV 2 fjernede lørdag programmet "Alle elsker Rasmus" fra sine flader, efter at det har mødt stor kritik.
Produktionsselskabet Drive Studios, der står bag det nu afpublicerede TV 2-program "Alle elsker Rasmus", har undskyldt over for programmets hovedperson, Rasmus Wallbridge.Det oplyser administrerende direktør i Drive Studios, Kasper Fredshavn, skriftligt til Ritzau.
Produktionsselskabet rakte ud til Wallbridge lørdag og gav ham ifølge direktøren en "uforbeholden undskyldning".
- Tanken var at skabe en anderledes comedyserie, men formatet gik for langt. Vi skulle have været bedre til at sætte os i Rasmus' sted - også efter optagelserne, skriver han.
"Alle elsker Rasmus" blev afpubliceret fra TV 2 få dage efter premieren, efter at programmet og produktionen bag mødte stor kritik.
I TV 2-programmet tror komiker Rasmus Wallbridge, at han over en periode på fire måneder er i gang med at udvikle en spillefilm sammen med sin gode ven Martin Johannes Larsen.
Til slut afsløres det over for Rasmus Wallbridge, at filmprojektet har været et stort fupnummer, hvor alle medvirkende har spillet skuespil og løjet over for ham i hele perioden.
Kritikken af programmet kom blandt andre fra mediechefer og kendte, der beskyldte programmet for at udsætte Wallbridge for mobning og psykisk manipulation
Hovedpersonen selv har været mere eller mindre tavs. Men lørdag, inden TV 2 afpublicerede programmet, skrev han på Instagram, at han ikke ville opfordre TV 2 til at lave et lignende format igen.
Efter først at have forsvaret programmet, endte programdirektør hos TV 2 Dorthe Thirstrup lørdag også med at undskylde til Rasmus Wallbridge, hvorefter programmet blev fjernet fra TV 2's flader.
Derefter kom TV 2's indholdsdirektør, Ulla Pors, også på banen og undskyldte og sagde, at programmet aldrig skulle være blevet lavet og derfor heller ikke udgivet.
TV 2 vil nu sætte en undersøgelse af hele forløbet, processerne og beslutningerne i gang. Det er endnu uvist, hvem der skal lave den undersøgelse.
Drive Studios oplyser skriftligt, at de gennem hele forløbet har været i tæt dialog med TV 2, og at de bakker op om undersøgelsen.
Produktionsselskabet har også tænkt sig at bidrage til undersøgelsen. Hvordan, fremgår ikke af det skriftlige svar.
Så længe den undersøgelse pågår, har Drive Studios ikke yderligere kommentarer, lyder det fra Kasper Fredshavn.
RITZAU
