Politiet lukker ned for adgang til slotspladsen
Politiet opfordrer til, at man ikke presser yderligere på, hvis man befinder sig på Slotsholmen, der er fyldt.
Mennesker er strømmet til foran Christiansborg Slot, og pladsen er blevet trang.Politiet har derfor lukket for adgangen til slotspladsen ved Christiansborg Slot.
Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X klokken 13.57 søndag, knap en time før proklamationen fra balkonen.
Det vil fortsat være muligt at forlade området, skriver politiet.
- Søg i stedet frem til andre steder på karetruten, hvor der stadig er plads.
Københavns Politi har tidligere meldt ud, at hvis Christiansborg Slotsplads bliver fyldt til kapaciteten kunne det blive nødvendigt at lukke helt for adgangen.
Dronning Margrethe har søndag eftermiddag underskrevet sin abdikationserklæring, og Danmark har dermed fået en ny regent, kong Frederik X.
Klokken 15 vil han træde ud foran folkemængden på slotspladsen og blive udråbt som konge af Danmark.
Indtil da opfordrer Københavns Politi til, at folk ikke presser yderligere på, viser hensyn til hinanden, og i stedet søger mod Kongens Nytorv og Amalienborg.
Det skriver politiet på X klokken 14.34.
Københavns Politi meddelte klokken 13.35 på X, at metroen ikke længere stopper på Gammel Strand station.
Ritzaus udsendte på stedet fortæller, at slotspladsen er fyldt, og at det hverken er muligt at komme frem eller tilbage på pladsen foran Christiansborg.
Selve tronskiftet skete i Statsrådet på Christiansborg klokken 14, da dronning Margrethe underskriver erklæringen om sin abdikation.
Her mødtes dronning Margrethe, kong Frederik, kronprins Christian og regeringens ministre samt statsrådssekretæren.
En time senere proklamerer statsministeren tronskiftet. Derefter taler kong Frederik for de fremmødte og alle dem, der følger med i fjernsynet.
/ritzau/