KØB ABONNEMENT

Plantedrik er seks gange så populært i København som i Tønder

INDLAND/KRIMINAL • 5. NOV 2026 • 08:30

Salget af plantedrik udgjorde 5,6 procent af det samlede salg af mælk og mælkelignende alternativer.

Der ryger markant mere havredrik, mandeldrik og sojadrik i indkøbskurvene i de største danske byer end i resten af landet.

Salget af plantedrik udgjorde 5,6 procent af det samlede salg af mælk og mælkelignende alternativer i danske supermarkeder i 2024 og 2025.

Det viser en analyse, som Danmarks Statistik har lavet baseret på stregkodedata fra de fleste danske supermarkedskæder.

Plantedrik udgjorde 13,4 procent af salget i Københavns Kommune, som står for den største andel.

I den anden ende af skalaen ligger Tønder Kommune, hvor plantedrik udgjorde 1,9 procent af det samlede salg af mælk og alternativer.

Generelt er plantedrik dobbelt så udbredt i København og på Frederiksberg som i resten af landet.

Magnus Nørtoft, der er specialkonsulent i Danmarks Statistik, siger, at plantedrik bliver solgt relativt mest i de største byer - særligt København og resten af hovedstadsområdet.

- Men også i byer som Aarhus og Odense. Analysen viser også, at andelen af plantedrik er under 3 procent i 18 kommuner, og i de fleste kommuner er lavere end andelen på landsplan, siger han i en pressemeddelelse.

Opgørelsen fra Danmarks Statistik viser, hvor mælken er solgt, men ikke, hvem der har købt den.

Det er derfor ikke sikkert, at køberen af mælken også er bosiddende i samme kommune, som butikken ligger i.

Andelen af solgt plantedrik varierer dog gennem året.

I december er andelen lavest, mens den er højest i januar. Der fremgår ikke en direkte årsag til variationerne i analysen.

Men Danmarks Statistik påpeger dog, at andelen både afhænger af salget af plantedrik og salget af animalsk mælk.

Derfor kan den lave andel af plantedrik tilskrives et større salg af animalsk mælk i december, som falder sammen med jul.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT