Forhistorisk havøgle fundet i dansk jord
Forskere har fået ny viden om hvaløglernes udbredelse efter et fund ved Lodbjerg Klint.
Det første hvaløglefossil er fundet i Danmark, og det giver ny viden om hvaløglers liv i Skandinavien.Det skriver Statens Naturhistoriske Museum i en pressemeddelelse.
Fossilet blev fundet i en løs stenblok ved Lodbjerg Klint i Thy.
Hvaløglen er et krybdyr, som levede i havene indtil for 94 millioner år siden.
Det stammede fra landdyr, men udviklede sig til svømmere, som mindede om nutidens tunfisk og delfiner.
Indtil nu stammer de kendte fund af hvaløgler fra det arktiske Norge.
Det bidrager til forståelsen af fortidens havliv, siger studiets førsteforfatter Laura Cotton, lektor og kurator for danekræ ved Statens Naturhistoriske Museum.
- Der er meget få fund af hvaløglefossiler i Skandinavien, og før nu har vi ikke kendt til fossiler fundet i Danmark. Fundet giver os dermed ny viden om hvaløglers forekomst i regionen, siger hun.
Det var en fossilerede ryghvirvel, som blev fundet i stenblokken.
Forskerne vurderer, at stenblokken sandsynligvis stammer fra jordlag, der blev dannet for millioner af år siden omkring Skagerrak og Nordsøen.
Senere er den så blevet ført til Danmark af isen under istiden.
Derfor kan den være transporteret langt fra det sted, hvor hvaløglens rester oprindeligt blev begravet.
- For at finde ud af, hvor stenblokken kan stamme fra, har vi blandt andet sammenlignet den med andre stenblokke i museets samlinger, der er blevet transporteret hertil under istiden, siger Laura Cotton.
Ryghvirvlen er cirka ni centimeter bred og omkring otte centimeter høj.
Forskerne har sammenlignet ryghvirvlens mål med flere kendte hvaløgler fra omkring 150-200 millioner år siden.
Den nye fra Thy er større end hos flere kendte hvaløglearter på op til omkring tre meter, men mindre end hos de største arter, som kunne blive op mod ti meter lange.
Forskerne kan derfor ikke afgøre, hvilken art ryghvirvlen stammer fra.
Det var fossilsamleren Christian Bach Hansen, som fandt ryghvirvlen i 2025.
I 2026 blev fossilet optaget i Danekræ-samlingen på Statens Naturhistoriske Museum.
RITZAU
