ISS-aktien stiger fem procent, efter at selskabet har indgået forlig og en ny kontrakt med Deutsche Telekom.
Uenigheder om en større kontrakt med telekommunikationsgiganten Deutsche Telekom har ligget som en skygge over servicekoncernen ISS de seneste år.Men tirsdag eftermiddag fortæller ISS, at man har indgået forlig med sin modpart, som samtidig har forlænget aftalen, så den nu gælder frem til udgangen af 2035.
De positive nyheder har betydet, at ISS-aktien handles fem procent højere end ved børsluk mandag.
- Denne aftale markerer et vigtigt skridt fremad i vores samarbejde med Deutsche Telekom og skaber et stærkt fundament for fremtiden, lyder det fra koncernchef Kasper Fangel.
Uenighederne drejede sig om den hidtidige kontrakt mellem parterne. Den blev indgået i 2019 og omfatter serviceydelser på mere end 8000 lokationer i Tyskland.
Der opstod imidlertid uenighed om betalinger for omkring 600 millioner kroner, og i december 2022 blev sagen sendt til voldgift.
Det var ventet, at der ville falde en afgørelse i løbet af første halvår af 2026.
Samtidig med meddelelsen om forliget med Deutsche Telekom opjusterer ISS sine forventninger til både omsætning og driftsmargin i år, hvilket givetvis har givet aktien ekstra medvind på børsen.
/ritzau/