Vi kan ikke fastholde eksamensformer, der bygger på en virkelighed, som ikke længere findes, siger forperson.
Gymnasieelever bør have én samlet årskarakter i hvert fag i stedet for årskarakterer for både den mundtlige og den skriftlige præstation.Det foreslår skoleforeningen Danske Gymnasier i en pressemeddelelse.
Baggrunden er den udbredte brug af kunstig intelligens - også kaldet AI - blandt eleverne.
Det gør det ifølge Danske Gymnasier i stigende grad vanskeligt at vurdere, hvad eleverne selv har produceret, og hvad teknologien har bidraget med.
Det har "ændret grundvilkårene for undervisning og bedømmelse", mener forperson Maja Bødtcher-Hansen.
- Vi kan ikke fastholde eksamensformer, der bygger på en virkelighed, som ikke længere findes, siger hun i meddelelsen.
En rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) fra februar i år viser, at ni ud af ti gymnasieelever angiver, at de bruger AI-værktøjer i skolearbejdet.
To tredjedele af gymnasieeleverne angiver, at de har snydt med brug af AI mindst én gang, når de har lavet skriftlige afleveringer.
Rapporten bygger på data fra en spørgeskemaundersøgelse, som blev indsamlet i foråret 2025 blandt 1411 elever i 3. g.
Ud over én samlet årskarakter foreslår Danske Gymnasier, at skriftlige eksamener skal foregå helt uden hjælpemidler og maksimalt være af to timers varighed.
AI-værktøjer bør derimod godt kunne bruges som en del af forberedelsen til de mundtlige eksamener, lyder det fra Danske Gymnasier.
Det er ifølge Maja Bødtcher-Hansen afgørende, at gymnasierne tager bestik af den nye virkelighed.
- Det er gymnasiets forpligtelse at værne om elevernes faglighed og læring.
- Og når vi bliver udfordret her, må vi lave de nødvendige forandringer, så vi fortsat kan fastholde troværdige prøver og en stærk faglighed, samtidig med at vi ruster eleverne til at forstå og bruge AI reflekteret, siger hun.
/ritzau/