WHO har erklæret offentlig sundhedskrise efter ebolaudbrud. Dansk institut følger udviklingen tæt.
Statens Serum Institut (SSI) vurderer, at der er meget lav risiko for, at smitte med sygdommen ebola kommer til Danmark.Det skriver SSI i en pressemeddelelse mandag.
Meldingen kommer, efter at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) natten til søndag erklærede et udbrud af ebola i DR Congo og Uganda for en international sundhedskrise.
Ifølge WHO var der lørdag otte bekræftede smittetilfælde i DR Congo, 246 mistænkte smittetilfælde og 80 dødsfald som følge af sygdommen.
I Uganda var der ifølge organisationen to bekræftede smittetilfælde. En af dem har mistet livet.
Ifølge afdelingslæge og afsnitsleder ved SSI Peter Henrik Andersen følger instituttet udviklingen tæt.
– Der er aktuelt ingen tegn på smittespredning uden for det udbrudsramte område i Centralafrika, og i tråd med vurderinger fra WHO og det europæiske smitteagentur ECDC vurderer vi, at risikoen for større spredning er lav, mens risikoen for smitte til Danmark er meget lav, siger han i pressemeddelelsen.
Ebolaudbruddet er af den såkaldte Bundibugyo-variant. Varianten har ifølge SSI tidligere forårsaget få kendte udbrud.
I modsætning til den mere kendte Zaire-variant findes der hverken en godkendt vaccine eller specifik behandling mod virusvarianten.
Mandag aften skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP, at en amerikansk statsborger er testet positiv for Bundibugyo-varianten.
Amerikanske medier rapporterer, at USA's Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse, CDC, oplyser, at der skal være tale om en amerikansk læge, der har arbejdet med ebolasmittede i DR Congo.
Ifølge nyhedsbureauet arbejder CDC sammen med det amerikanske udenrigsministerium om at få lægen fragtet til behandling i Tyskland.
/ritzau/