Palæstinensisk forening forventer ja fra Hamas til Trumps plan

30. SEP 2025 • 08:05INDLAND/KRIMINAL

Palæstinenserne er ikke blevet hørt i Donald Trumps plan for Gaza, lyder kritik fra palæstinensisk forening.

Palæstinenserne er ikke blevet hørt i den plan for fred i Gaza, som USA's præsident, Donald Trump, har fremlagt, og som Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har bakket op om.

Det mener formand for Palæstinensisk Venskabsforening (DPV) Fathi El-Abed.

- Man må konstatere, at palæstinenserne ikke bliver hørt i planen. Det er "take it, or leave it", og hvis ikke de vil have det - som de sagde ligeud - så "finish the job", hvad det så end er. Det er med kniven for struben, siger han.

Planen blev præsenteret af Trump på et pressemøde med Netanyahu i Det Hvide Hus mandag aften dansk tid.

Der er 20 punkter i planen, som blandt andet inkluderer, at gidsler skal frigives, og at Israel skal løslade en række livstidsdømte fanger.

Planen indeholder også et løfte om nødhjælp, og at krigen sluttes øjeblikkeligt.

Både Trump og Netanyahu truede med konsekvenser, hvis ikke den militante bevægelse Hamas accepterer planen. Hamas har endnu ikke reageret på den.

Det palæstinensiske selvstyre har ikke direkte kommenteret planen.

Selvstyret udtaler ifølge Reuters, at det vil samarbejde med USA og andre partnere for at sikre en helhedsplan, der baner vejen for retfærdig fred baseret på en tostatsløsning.

Men netop fordi der ikke er mulighed for at komme med indsigelser, kalder Fathi El-Abed planen for en "israelsk plan med hjælp fra amerikanerne".

For der er mange spørgsmål, som ikke bliver besvaret i planen, mener han.

- Hvor længe kan Trump holde fast i, at han kan garantere, at der ikke bliver annektering på Vestbredden? 40 procent af Vestbredden er lige nu på israelske hænder. Hvad skal der blive af det? Hvad skal der blive af den egentlige tilbagetrækning i Østjerusalem?, siger Fathi El-Abed.

Trods spørgsmålene er der mange punkter i planen, der er gode, understreger Fathi El-Abed. Det gælder for eksempel nødhjælpen og en afslutning på krigen.

- I virkeligheden indeholder denne her plan meget af det, som palæstinenserne og ikke mindst Hamas har sagt ja til mange gange selv. Det er Netanyahu, der har sat en kæp i hjulet for de tidligere planer.

- Det afgørende er, om der er plads til mindre justeringer og tilføjelser, men også forsikringer om, hvad der skal ske i fremtiden.

Fathi El-Abed er sikker på, at Hamas ender med at sige ja.

- Men man er bange for, at hvis man siger ja, har Israel frie hænder til fortsat at bombe. Det er den egentlige bekymring - og ikke om Hamas siger ja eller nej.

Det er forfærdeligt, hvis Hamas ikke siger ja, og Netanyahu gør alvor af sin trussel, mener Fathi El-Abed.

- Det vil ikke være med til at afslutte denne her forfærdelige konflikt, som ingen på nogen måde er tjent med - hverken palæstinensere eller israelere, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT