Dommer hælder filmstjernes søgsmål om sexchikane ned ad brættet
Fejde mellem Hollywood-stjerner har stået på siden 2024. Blake Livelys søgsmål bliver nu afvist.
En føderal dommer i New York City har torsdag afvist størstedelen af skuespiller Blake Livelys søgsmål mod den tidligere kollega Justin Baldoni.Det er den amerikanske distriktsdommer Lewis Liman på Manhattan, der har truffet afgørelsen efter mere end et års bitter strid mellem de to filmstjerner.
Lively har blandt andet beskyldt Baldoni for seksuel chikane under optagelserne til filmen "It Ends with Us" fra 2024, hvor de to er i hovedrollerne. Baldoni instruerede desuden filmen.
Dommeren har afvist søgsmålet om sexchikane med begrundelsen, at sagen er anlagt under en californisk lov, mens den påståede seksuelle chikane skal have fundet sted andre steder.
Livelys sag er blevet fulgt tæt i Hollywood. Den har involveret kendte personer som sangeren Taylor Swift, modellen Gigi Hadid og skuespiller Hugh Jackman, som ifølge Lively kan have oplysninger, der understøtter hendes påstande.
38-årige Lively sagsøgte i december 2024 Baldoni, hans produktionsselskab Wayfarer Studios og andre med krav om erstatning for blandt andet påstået sexchikane, injurier og krænkelser af privatlivets fred.
Hun klagede over, at de sagsøgte skabte en seksualiseret atmosfære under filmens produktion og derefter forsøgte at bringe hende og andre til tavshed.
Baldoni sagsøgte siden da Lively for 400 millioner dollar, hvilket svarer til omkring 2,6 milliarder danske kroner.
Ifølge Baldoni var der tale om en smædekampagne, som hun og hendes mand førte mod ham.
Blake Lively er gift med Hollywood-stjernen Ryan Reynolds.
Baldoni og produktionsselskabet Wayfarer Studios havde anlagt søgsmålet mod Lively og Ryan Reynolds og anklaget dem for ærekrænkelse og afpresning.
En distriktsdommer i New York City afviste Baldonis krav i juni sidste år.
/ritzau/Reuters
