Klinik for ludomani havde håbet på totalt forbud mod spilreklamer
Spilreklamer kan være med til at fastholde ludomaner eller forværre deres ludomani, siger klinikleder.
Et delvist forbud mod spilreklamer er en god start, men det havde været bedre med et totalt forbud.Det mener Jakob Linnet, der er ansvarlig for ludomaniklinikken på Odense Universitetshospital. Her behandler man folk for deres spilafhængighed.
- Hvis jeg selv skulle bestemme, så ville jeg bakke op om et totalforbud for spilreklamer på samme måde som med alkohol og tobak.
Udmeldingen kommer som svar på en ny politisk aftale, der går til angreb på spilreklamer før, under og efter sportsbegivenheder i tv.
Aftalen er blevet præsenteret fredag morgen af blandt andre skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
Ifølge Jakob Linnet kan det som udgangspunkt være meget vanskeligt at måle en direkte sammenhæng mellem reklamer og det, at der kommer flere ludomaner.
- Men reklamerne kan være med til at fastholde eller forværre ludomani, siger han.
- Og bare fordi man ikke kan påvise, at reklamerne er skadelige, så frikender det dem ikke.
Han har selv haft flere patienter, der siger, at reklamerne kan være med til at "trigge" dem til at spille mere.
Mange ludomaner føler selv, at de kan bruge deres store viden til at finde gode spil før kampe, lyder det videre.
- Men hvis de ikke vinder, så begynder de at livebette på andre ting, og så tilsidesætter de den viden. Derfor kan reklamerne medvirke til, at de spiller mere, siger Jakob Linnet.
Den politiske aftale indeholder et såkaldt fløjt-til-fløjt-forbud, der forbyder reklamer for pengespil på tv og streaming i forbindelse med transmissioner af livesport.
Det vil gælde fra ti minutter før første fløjt og indtil ti minutter efter sidste fløjt.
Ifølge kliniklederen er aftalen ikke noget, der løser problemer med spilafhængighed. Men det kan være med til at have en forebyggende effekt - særligt for dem, som allerede lider af ludomani.
Aftalen vil også gøre op med såkaldte velkomstbonusser, som spillere kan få ved at skrive sig op til en spilhjemmeside eller ved at genoptage deres spil.
Bonussen kan eksempelvis være en fordobling af det beløb, man sætter ind på en spilkonto.
- Det er noget af det, der kan trække ludomaner tilbage i spil, siger Jakob Linnet.
/ritzau/
