OVERBLIK: Flere personer er smidt på porten efter TV 2-dokumentar

18. JUN 2024 • 15:03INDLAND/KRIMINAL

En advokat, en ejendomsudvikler og en forretningsmand er blevet politianmeldt efter "Den store svane".

TV 2-dokumentaren "Den sorte svane" efterlader et spor af fyringer, hjemsendelser og politianmeldelser.

Senest har Miljøstyrelsen hjemsendt en medarbejder i kølvandet på dokumentaren, der kortlægger forbindelser mellem en kriminel underverden og eksempelvis advokater, entreprenører og erhvervsfolk.

Gennem skjulte optagelser fra en muldvarp i det kriminelle miljø afsløres omfattende og alvorlig kriminalitet som hvidvask af store summer og svindel med bortskaffelse af forurenet jord.

Her følger et overblik over en række konsekvenser, som dokumentaren har haft for nogle af de medvirkende:

* Den nu forhenværende Horten-advokat Nicolai Dyhr blev fyret inden dokumentaren udkom. Advokatrådet har desuden igangsat en tilsynsundersøgelse af ham.

* Gældsstyrelsen har derudover fjernet Nicolai Dyhr fra sit såkaldte advokatpanel. Styrelsen har desuden iværksat en undersøgelse af de konkurssager, som advokaten har behandlet. Mindst 16 konkurssager med Dyhr i spidsen skal genåbnes i den forbindelse.

* Nicolai Dyhr har efter dokumentaren trukket sig fra sin tillidspost i Sydbank.

* Odense Kommune har meddelt, at den vil suspendere samarbejdet med advokatfirmaet Horten, hvis den ikke får en "overordentlig god forklaring" fra advokatselskabet. Den nu fyrede advokat Nicolai Dyhr arbejdede hos Horten.

* Han har desuden deponeret sin advokatbestalling og fremgår ikke længere af Advokatnøglen, der er advokaternes register.

* Advokatrådet har sat gang i en tilsynsundersøgelse af advokat Lise Roulund. Rådet har efterfølgende politianmeldt hende for mulig medvirken til hvidvask og videregivelse af fortrolige oplysninger i en straffesag samt stillingsmisbrug.

* Erhvervsmand og tidligere byrådsmedlem i Køge Carl Richard Christensen har trukket sig fra alle sine bestyrelsesposter.

* Ejendomsudvikler Martin Odgaard er blevet suspenderet af byggevirksomheden 1927 Estate, hvor han var partner. Han er desuden blevet politianmeldt af virksomheden.

* Det rådgivende ingeniørfirma Cowi har suspenderet to medarbejdere. Det fremgår ikke, hvilke stillinger de to ansatte havde.

* Birger Arp-Hansen, der er medejer af hotelkoncernen Arp-Hansen Hotel Group, har trukket sig fra bestyrelsen i hotelgruppen. Han har også solgt sine andele i natklubben Museo.

* Miljøanalytiker Benny Østerø er blevet politianmeldt af sin tidligere arbejdsgiver A+ Miljø. Virksomhedens ejer har dog hverken ville be- eller afkræfte om det har været i forbindelse med dokumentaren.

* Den nordsjællandske erhvervsmand Martin Malm, som i dokumentaren forklarer, hvordan han har indrettet en fakturafabrik, er blevet idømt konkurskarantæne ved Sø- og Handelsretten.

* Martin Malm er desuden blevet politianmeldt.

* Miljøstyrelsen har midlertidigt tjenestefritaget en medarbejder, som muligvis har forbindelse til hovedpersonen i TV 2-dokumentaren.

Kilder: TV 2, Børsen, Finans, Estate Media, Advokatwatch og Miljøstyrelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT