OVERBLIK: Det ved vi om Microsoft-nedbruddet
Microsoft ser tegn på gradvise forbedringer, efter at et større nedbrud har lammet blandt andet mailtjenester.
Microsoft er ramt af et større globalt nedbrud.Det påvirker flere af virksomhedens tjenester, heriblandt e-mailtjenesten Outlook, kommunikationsplatformen Teams og chatbotten Copilot.
Microsoft melder ved fredag middagstid om fortsatte forbedringer og fremskridt i arbejdet med at rette op på nedbruddet, herunder adgang til mailindbakker.
Det ved vi om situationen:
* Problemerne begyndte omkring klokken 17.00 dansk tid torsdag eftermiddag.
* I forbindelse med nedbruddet blev et stort antal servere ifølge Microsoft "uventet utilgængelige". Det medførte øget trafik til de resterende servere, hvilket lagde pres på dem.
* Microsoft har udelukket, at nedbruddet skyldes et cyberangreb. Virksomheden mener indtil videre, at det skyldes en "øget belastning" på serverne.
* Fredag morgen begyndte Microsoft at se "tidlige tegn på stabilisering".
* Ved fredag middagstid kunne Microsoft meddele, at virksomheden har genoprettet driften på dele af den berørte infrastruktur i Stillehavsregionen.
* Ifølge Microsoft bruger mere end 430 millioner mennesker kloden rundt virksomhedens 365-tjenester.
* Brugere i 74 lande har problemer i forbindelse med nedbruddet, herunder også Danmark.
* Når Microsoft har løst problemerne, vil virksomheden udgive en dybdegående rapport med årsagen og tiltag, der skal styrke sikkerheden og robustheden.
* Det er anden gang i år, at Microsoft har været ramt af et nedbrud.
Kilder: BBC, Microsoft.
RITZAU
