KØB ABONNEMENT

Rasmus Wallbridge udskyder og aflyser shows i 2026

INDLAND/KRIMINAL • 12. NOV 2026 • 17:21

Skuespiller Rasmus Wallbridge er på nuværende tidspunkt ikke fuldstændig klar til sine shows i 2026.

Skuespiller og komiker Rasmus Wallbridge aflyser og udskyder sine kommende shows "Små sensationer" i hele 2026.

Det skriver han i et opslag på Instagram.

- Det er jeg virkelig ked af, men jeg glæder mig til at vende stærkt tilbage i det nye år, hvor showet i stedet får premiere, skriver han.

Han tilføjer, at han i lang tid har arbejdet hen imod sin premieredag.

- Så derfor skal jeg også være fuldstændig klar, og det er jeg ikke lige nu, lyder det videre.

Hans tour skulle være begyndt 17. november i Grenaa, fremgår det af hans hjemmeside. Alle shows i 2026 er udsolgt.

Rasmus Wallbridge uddyber ikke baggrunden for aflysningerne i sit opslag, men skriver tak for opbakningen.

- Er stadig meget rørt over den enorme opbakning og kærlighed, jeg har modtaget, lyder det.

Aflysningerne kommer i kølvandet på TV 2-programmet "Alle elsker Rasmus", hvor Rasmus Wallbridge er den ufrivillige hovedperson.

I programmet, der blev afpubliceret kort efter premieren, bilder 149 personer Rasmus Wallbridge ind, at han er i gang med at lave sin helt egen spillefilm - hans store drøm.

Det foregår over fire måneder med skjult kamera. Men det hele viser sig at være iscenesat. Rasmus Wallbridge er i virkeligheden hovedpersonen i et underholdningsprogram af TV 2 og produktionsselskabet Drive Studios.

Personer i mediebranchen og seere har kritiseret konceptet.

Først forsvarede TV 2 "Alle elsker Rasmus", heriblandt programdirektør Dorthe Thirstrup.

Fem dage efter premieren endte programdirektøren med offentligt at undskylde over for programmets hovedperson, Rasmus Wallbridge, og annoncere, at TV 2 fjernede programmet fra alle sine flader.

Foruden kritikken af programmet har de skiftende meldinger fra cheflaget i TV 2 også vakt kritiske røster.

Selv har TV 2's indholdsdirektør, Ulla Pors, efterfølgende erkendt, at TV 2 har været for langsomme til at indse, at programmet aldrig skulle være blevet lavet.

TV 2 har igangsat en undersøgelse, der skal "endevende" hele forløbet.

Hovedpersonen selv, Rasmus Wallbridge, har været mere eller mindre tavs, hvad angår kritikken.

Opslaget torsdag aften om hans shows er andet opslag fra ham, mens kritikken har stået på.

Det første kom 31. oktober, hvor han skrev, at han ikke ville opfordre TV 2 til at lave et lignende format igen. Han understregede samtidig, at han endnu ikke var et sted, hvor han kunne være en "deltagende part" i snakken og debatten om programmet.

Torsdag skriver han, at han vil tage en pause, se sin familie i øjnene og "sørge for at blive klar til 2027".

Alle med billet til de aflyste eller udskudte shows vil få besked fra billetudbyder eller spillested.

- Der arbejdes i skrivende stund på at finde nye datoer, skriver Wallbridge.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT