Notat: Ventetiden på vævsprøver overskrider anbefalinger

1. AUG 2024 • 02:38INDLAND/KRIMINAL

Patienter må vente længere på svar på, hvad de fejler. Svartider lever ikke op til anbefalinger, skriver avis.

I Region Midtjylland lever ventetiden på vævsprøver ikke op til anbefalingerne. Årsagen er blandt andet mangel på en særlig gruppe speciallæger - nemlig patologer.

Sådan lyder det torsdag i Jyllands-Posten, som henviser til et notat til regionsrådet.

Trine Tramm, som er formand for Dansk Patologiselskab, der blandt andet rådgiver Sundhedsstyrelsen om udviklingen inden for specialet, slår fast over for avisen, at der er tale om et nationalt problem.

- Problemet er et misforhold mellem omfanget af arbejdsopgaver og antallet af hænder, siger Trine Tramm, som også er overlæge på Patologi-afdelingen på Aarhus Universitetshospital (AUH).

Ifølge notatet fra Region Midtjylland lægger behandling af patienter med kræft beslag på en stor del af patologernes arbejdstid, skriver Jyllands-Posten.

Det betyder, at patienter, som venter på svar på rutineprøver på AUH må vente i 20-30 dage på svar på prøver fra hudlidelser eller tilsyneladende tilforladelige knuder i brystet.

På Rigshospitalet i København konstaterer Afdeling for Patologi i sin seneste offentliggjorde opdatering fra denne måned, at der her kan gå op til 15 dage, før svaret på en prøve og dermed diagnosen er klar.

Afdelingen undersøger også vævsprøver fra omkringliggende regionale hospitaler samt læger, speciallæger og tandlæger.

Der går altså typisk 3-15 dage til en diagnose er klar, men for nogle af patienterne er svaret alligevel ikke klar på den aftalte tid, oplyser afdelingen til Jyllands-Posten.

I 2021 var der cirka 250 speciallæger i patologi i hele Danmark.

Målet er at uddanne flere, da behovet ifølge Sundhedsstyrelsen forventes at blive godt 500 speciallæger i patologi i Danmark i 2045, skriver avisen.

Regionsrådet i Region Midtjylland har udpeget patologien som et af de fem områder med størst kapacitetsudfordringer.

Regionen vil blandt andet undersøge muligheden for at uddanne flere patologer for øget digitalisering og for at etablere teams på tværs af de tre patologiafdelinger i regionen, så patologer kan hjælpe hinanden ved spidsbelastninger, skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

27. JUL 2025 • 22:27UDLAND
Tre er dræbt i togulykke i Tyskland
FÅ ABONNEMENT