Musikere i sexisme-dokumentar modtager trusler

15. JUN 2024 • 11:45INDLAND/KRIMINAL

Musikere i DR's dokumentar om sexisme i musikbranchen modtog trusler allerede inden premieren ifølge forbund.

En række musikere har modtaget trusler i forbindelse med deres medvirken i DR's dokumentarserie "Sexisme i musikbranchen".

Det skriver Ekstra Bladet lørdag.

- Der går forlydender om, at folk er færdige i branchen, hvis de vælger at medvirke. Det er med til at understrege, hvorfor vi har en tavshedskultur i branchen, siger forperson for Dansk Musiker Forbund, Thomas Sandberg, til Ritzau.

- Det er det, der er med til at skabe, at folk ikke vil sige, hvad det er de har oplevet, fordi de frygter for repressalier i forhold til deres karriere, uddyber han.

Det er uklart, hvem der har været afsender på truslerne.

Over 150 personer er interviewet i arbejdet med dokumentarserien. Men flere har netop ikke ønsket at stå frem i frygt for konsekvenserne.

13 kvindelige musikere fortæller i dokumentaren om deres oplevelser med krænkelser og sexisme i musikbranchen.

En af dem er rapper Filuka med det borgerlige navn Fiona Celeste Spang Bergsøe. Hun modtog allerede inden dokumentarens premiere mandag trusler på de sociale medier, siger hun til Ekstra Bladet.

Hun er ikke interesseret i at hænge enkeltpersoner ud, men håber, at dokumentarserien sætter fokus på "de helt strukturelle problemer og ændrer branchen indefra".

Netop her vil Dansk Musiker Forbund gerne gøre en forskel, men det forudsætter, at der er nogle ting i branchen, der ændrer sig, siger Thomas Sandberg.

- Det kræver, at vi får henvendelser, og det kræver, at vores medlemmer er villige til, at vi handler på det. Det bider jo sig selv lidt i halen, i forhold til at man helst ikke vil skade sin egen karriere og være en, der bare er problemer med, siger han.

I dokumentarens første afsnit står fem kvinder fra branchen frem og fortæller om grænseoverskridende adfærd fra en fremtrædende anonym musiker. DR har efterfølgende afsløret, at der er tale om Martin Brygmann.

Andet afsnit centrerer om et ukendt bandmedlem i The Antonelli Orchestra, der har komplimenteret på kvinders kroppe under optagelserne af TV 2-programmet "Toppen af poppen".

Trommeslager og kapelmester, Claes Antonsen, stod frem som det ukendte bandmedlem og undskyldte i et opslag på Facebook onsdag.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT