Luften i miljøzoner er renere efter forbud mod gamle dieselbiler
Krav om partikelfiltre på dieselbiler i miljøzoner har mindsket partikelforurening fra biler med 36 procent.
Luftkvaliteten i flere af de største byer i Danmark har fået et nøk op siden efteråret sidste år.Det fremgår af en rapport fra National Center for Miljø og Energi, der har målt forureningen fra biler i de såkaldte miljøzoner, skriver DR.
Her fremgår det, at partikelforureningen fra biltrafikken i zonerne er reduceret med 36 procent.
Dieseldrevne personbiler uden partikelfiltre blev fra 1. oktober 2023 forbudt i miljøzonerne, der ligger i København, Odense, Aarhus, Aalborg og på Frederiksberg.
I zonerne skal dieseldrevne personbiler, lastbiler, busser og varebiler have monteret et partikelfilter for at få lov at køre ind.
- Helt generelt er miljøzoner en god idé, fordi de stiller krav om renere biler i nogle områder, hvor der bor rigtig mange mennesker. Og det betyder, at emissionen går ned, og så får man også en forbedring af luftkvaliteten, siger Steen Solvang Jensen, der er en af forskerne bag rapporten, til DR.
Han påpeger dog, at meget luftforurening i byerne kommer fra andre kilder end biler på vejene. Derfor kalder han på både international og national regulering i kombination med miljøzonerne, siger han til mediet.
Forskerne har i rapporten beregnet på helbredseffekten af den reducerede partikelforurening i miljøzonerne samt de samfundsmæssige udgifter.
I en overslagsberegning konkluderes det, at der er sparet ti millioner kroner i 2024 på eksterne helbredsomkostninger, efter at forbud mod gamle dieselbiler også er blevet omfattet i miljøzonerne.
Siden 1. september 2008 har der været miljøzoner i Danmark for dieseldrevne køretøjer. Kravene i zonerne er løbende blevet skærpet, og flere køretøjstyper er blevet omfattet.
Line Barfod (EL), der er teknik- og miljøborgmester i København, er glad for at se, at miljøzonerne virker. Det siger hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.
- Vi har hele tiden vidst, at miljøzonerne ville have en effekt på at nedbringe luftforureningen fra trafikken - men det er alligevel en positiv overraskelse, at effekten er så markant i forhold til forureningen fra dieselbiler, lyder det fra hende.
Hvis man kører ind i miljøzonerne med en dieselbil uden et partikelfilter, kaster det en bøde af sig.
Det koster 1500 kroner at køre over grænsen til en af zonerne uden filteret. Kontrollen i zonerne håndhæves automatisk via kameraer, der aflæser nummerplader.
/ritzau/
