Færger mod Norge aflyses med udsigt til 11 meter høje bølger
Norge ventes søndag at blive ramt af påskestorm. Der kan også komme kraftig blæst i Nordjylland.
Størstedelen af de færger, som søndag sejler mellem Hirtshals og Norge, er blevet aflyst på grund af et varsel om storm i det sydlige Norge.Det fremgår af selskaberne Fjord Line og Color Lines hjemmesider.
Fjord Line har stadig en enkelt afgang fra Hirtshals søndag aften.
Color Lines kommunikationschef oplyser til det norske nyhedsbureau NTB, at man har fremrykket en færge, som skulle have sejlet fra Larvik søndag morgen klokken 08.00, til klokken 03.30 natten til søndag.
Den pågældende afgang sejler retur fra Hirtshals klokken 12.50.
Resten af Color Lines afgange søndag er blevet aflyst.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) udsendte fredag et varsel om, at Nordjylland kunne blive ramt af stormende kuling påskedag.
Varslet gælder fra søndag klokken 11.00 til klokken 20.00 i kommunerne Thisted, Jammerbugt, Hjørring, Frederikshavn og Læsø.
På det sociale medie X skriver DMI lørdag formiddag, at bølgerne i Skagerrak potentielt kan blive 10 til 11 meter høje søndag eftermiddag.
Meteorologerne i Norge har udsendt et rødt varsel, som gælder for det sydvestlige Norge søndag.
Ifølge NTB opfordres man til at blive indendørs, ligesom der er stor risiko for, at der kan ske skader på bygninger, infrastruktur og elnettet i området.
/ritzau/
