22-årig løber sætter ny dansk 10 kilometer-rekord
Joel Ibler Lillesø løb 10 kilometer-distancen på 27 minutter og 55 sekunder og tog den danske rekord.
Danmark har fået en ny rekordholder på 10 kilometer.Den 22-årige løber Joel Ibler Lillesø tilbagelagde distancen i tiden 27 minutter og 55 sekunder lørdag eftermiddag i Lille i Frankrig. Han blev nummer 20 i løbet samlet. Det oplyser Dansk Atletik i en pressemeddelelse.
Dermed forbedrede han Jacob Simonsens rekord fra januar 2025. Simonsen løb dengang 10 kilometer i tiden 28 minutter og 16 sekunder i spanske Valencia.
Lillesø var glad for sit løb lørdag efter en periode med sygdom. Det fortæller han i pressemeddelelsen.
- Det var et meget godt løb. Jeg var syg i februar, så jeg har ikke løbet løb i lang tid og var derfor lidt usikker på, hvor formen stod.
- Jeg er glad for løbet, og det viser, at formen er god. Men jeg misser den direkte kvalifikation til EM i Birmingham med seks sekunder, så også en lidt ærgerlig følelse, siger den unge dansker.
- Jeg løber et 10.000 meter løb på banen i maj, og løbet har da givet mig tro på, at jeg kan klare det direkte krav i den forbindelse, tilføjer Lillesø.
EM i atletik afholdes i år i engelske Birmingham i august.
Lillesø vandt sidste år guld ved U23-EM i norske Bergen. Det var netop på 10 kilometer-distancen, hvor danskeren vandt i tiden 29 minutter og 5,45 sekunder.
/ritzau/
