Solskin, regnbyger og blæst præger omskiftelig påskeweekend

3. APR 2026 • 06:31INDLAND/KRIMINAL

Fredag trækker et større regnvejr ind over landet fra vest, oplyser DMI. Søndag venter en omgang blæsevejr.

Den resterende del af påsken byder på blandet vejr med regnbyger og blæst på søndag, men også gode chancer for at opleve solen.

De bedste muligheder for at nyde solskinnet på en mulig påskevandretur er lørdag og mandag.

Sådan lyder fra Anja Bodholdt, som er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Her langfredag starter vi med enkelte lokale byger til især Nordjylland, Nordøstjylland og Nordsjælland, og generelt er der mange skyer over landet i dag.

- Fra midt på eftermiddagen begynder et større regnvejr at trække ind over Jylland vestfra. Regnen fortsætter sin tur mod øst i løbet af aftenen og ventes at nå frem til Bornholm omkring midnatstid, siger Anja Bodholdt.

Vurderingen fra DMI er, at der fredag vil falde mellem tre til otte millimeter regn i Jylland, mens resten af landet slipper med én til tre millimeter.

Temperaturen vil nå op på ni til ti grader de steder, hvor det bliver varmest.

Lørdagen begynder med regn især i Jylland, men ellers er der udsigt til en dag med tørvejr.

- Det tynder langsomt ud i byger og skyer, så man i løbet af eftermiddagen kan se frem til ganske pænt påskevejr med tørvejr og en del sol mange steder, siger Anja Bodholdt.

Generelt er der udsigt til en lidt varmere dag, fortæller hun. Temperaturen vil igen nå op på ti grader.

Søndag kan især nordjyder og vestjyder se frem til en omgang blæst.

- Når vi kommer frem til påskedag, så har vi altså ganske meget vind at se frem til. Et forårslavtryk passerer nordvest for Danmark, og det vil sætte gang i blæsten.

- Det er i særdeleshed i Nord- og Nordvestjylland, at man vil kunne mærke de her kraftige vinde. Vinden tiltager op af dagen til kuling eller hård kuling fra sydvest, siger Anja Bodholdt.

Hun tilføjer, at vindstødene kan være af storm- og muligvis af stærk stormstyrke.

- I resten af landet vil man også kunne se frem til en omgang blæsevejr - dog ikke så kraftigt.

- Jeg vil opfordre til at holde øje med vejrudsigten frem mod påskedag, siger meteorologen.

Bortset fra blæst byder søndagen på en del sol og temperaturer på mellem 7 og 12 grader.

Mandag, hvor det er 2. påskedag, er der gode muligheder for at komme udenfor.

- Vi slutter påsken af med masser af sol og overvejende tørt vejr. Den kraftige påskedagsblæst aftager, og temperaturen vil ligge på 6 til 11 grader, så det er en pæn afslutning på påsken, siger Anja Bodholdt.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT