To familiemedlemmer til afdød iransk militærleder anholdt i USA
I 2020 blev den iranske general Qassem Soleimani dræbt på ordrer fra Trump. Lørdag er hans niecer anholdt.
To familiemedlemmer til den afdøde iranske militærleder Qassem Soleimani har fået deres amerikanske opholdstilladelser inddraget og er blevet anholdt i USA.Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.
- I går aftes blev niecen og grandniecen til den afdøde generalmajor Qassem Soleimani fra Den Iranske Revolutionsgarde anholdt af føderale agenter, efter at udenrigsminister Marco Rubio havde ophævet deres status som lovlige permanente beboere, lyder det i en erklæring fra ministeriet, skriver AFP.
62-årige Qassem Soleimani var leder af Quds-elitestyrken i Irans Revolutionsgarde og en af Irans mest magtfulde mænd.
Han befandt sig i et køretøj, som 3. januar 2020 blev ramt af et missil affyret fra en drone, da det var på vej ud af den internationale lufthavn i Bagdad i Irak.
Dengang var det ligesom nu Donald Trump, der var USA's præsident, og det var ham, der havde beordret angrebet.
Iran har flere gange lovet at hævne drabet på militærlederen.
- Vi har ikke glemt, og vi kommer ikke til at glemme martyren Soleimanis blod, sagde Irans daværende præsident, Ebrahim Raisi, på treårsdagen for drabet.
USA's justitsministerium sigtede i november 2024 en 51-årig iransk mand og to andre i forbindelse med en formodet iransk plan om at dræbe Donald Trump som hævn for drabet på Soleimani.
I starten af marts i år blev Asif Merchant fundet skyldig i at planlægge at dræbe Trump eller andre amerikanske embedsfolk.
Han har endnu ikke fået sin strafudmåling.
Under retssagen sagde Merchant, at han var blevet tvunget til at være en del af hævnplanerne for at beskytte sin familie i Iran mod Den Iranske Revolutionsgarde, skrev AFP dengang.
Derudover tilføjede Merchant, at han ikke var blevet beordret til at dræbe en specifik person, men at tre personer var mulige mål. Udover Trump var det den tidligere amerikanske præsident Joe Biden og tidligere FN-ambassadør Nikki Haley.
/ritzau/
